Sara Høyrup | skribent

Veinte años después de traducir del noruego al español "El librero de Kabul" traduzco para El País este nuevo texto sobre Afganistán de su autora Åsne Seierstad.

De oprørske hongkongesere kalkerer separatistslogans udklækket i Spaniens rigeste region, og kærligheden er gengældt. Den catalanske separatistleder Puigdemont irettesætter Kina. Vestlige iagttagere ser de overfladiske ligheder og glemmer rent alle forskellene.

Verdens nord er et opdigtet sted. Op igennem århundrederne har kunstnere og forfattere i den vestlige verden gjort sig forestillinger om og fremstillinger af de nordlige egne. Med tiden og den gradvise ophobning af diskursive lag har det ført til skabelsen af en forestilling om de nordlige egne – det være sig de nordiske lande inklusive Skandinavien eller Grønland, Rusland, Canadas tre nordlige territorier eller polerne. Imidlertid nåede vesterlændingene jo først til Nordpolen i starten af forrige århundrede, og dette forhold har gjort det nordlige til produktet af et dobbeltblik: et blik ude fra de mestendels vestlige forestillinger og fremstillinger og et andet inde fra de nordlige kulturer selv – heriblandt inuitterne, de nordamerikanske indianere og skandinaverne. De vestlige fremstillinger af det nordlige er ofte forsimplede og de lokale kulturers egne opfattelser gerne miskendte.

Hvad kan det internationale samfund gøre, når uskyldige befolkninger nedslagtes i stort tal, og den stedlige regering er ude af stand til eller uvillig til at beskytte sit folk eller ligefrem selv står for volden? Og hvad kan vi gøre for at hindre disse uhyrligheder i overhovedet at finde sted? Folkemordene i Rwanda og Srebrenica var ikoniske fiaskoer for verdenssamfundet. Brutalitetens skala i Rwanda chokerer stadig: i gennemsnit 10.000 dræbte om dagen, dag efter dag i samfulde tre måneder, mens hadefulde radioprogrammer opildnede rwandere til at dræbe rwandere.

Det, der foregår i Syrien, er en vederstyggelighed, og verden ser koldt til på afstand. Hvor er vores følelsesmæssige intelligens henne? Hvad er der blevet af vores sans for kollektiv retfærdighed?

Til trods for, hvordan det kan virke, når man læser nyheder, så lever vi faktisk i de bedste tider nogensinde. Livslængden er mere end fordoblet i løbet af forrige århundrede. Den ekstreme fattigdom er halveret siden 1990. I samme periode er antallet af børn, der dør om året, styrtdykket mere end 40 procent. Og flere børn går i skole i dag end førhen. Verden er bedre end nogensinde. Men det er ikke godt nok. Der er stadig en frygtelig masse, som skal gøres.

Efter sigende indgyder fængsling en følelse af magtesløshed og sårbarhed. Men sandt at sige er det lige omvendt for en politisk fange, selv hvis man sultestrejker. Som fange har jeg været tvunget til at fokusere på det væsentlige ved mig selv, ved mine politiske holdninger og ved mit land. Jeg kan næsten mærke nærværet af de modige kvinder og mænd, gamle som unge, der har samlet sig i Kijev og andre ukrainske byer for at forsvare deres drømme om en demokratisk og europæisk fremtid. I fængslet er dine håb og drømme din virkelighed.

Der er konkurrence mellem klaner, kliker og tilhængerskarer – og det sker ikke på det åbne marked, men internt i statsapparatet. Men hvem befinder sig i centrum? ”Præsident 3abd al-3ziz Būtflīqa(t)” svarer bīn Bītur. Præsidenten og den militære sikkerhedstjeneste” præciserer en tidligere leder i Befrielsesfronten, som ikke ønsker at blive nævnt ved navn. "Generalerne” ifølge den offentlige mening. Det er jo vanvittigt: I ethvert andet land i verden ved man, hvem der har magten. Men her i Algeriet findes der ikke andet end formodninger. Måske står den inderste kreds simpelthen tom?