Sara Høyrup | skribent

Rusland har intet krav på Ukraine: intet. Rusland har hverken ret til at amputere Ukraine i dag eller til at diktere landet i morgen, hvem der skal være dets allierede. For godt nok handler geopolitik om styrkeforhold – men lov er lov. Og folkeretten siger, at mennesker ikke er brikker i et spil, hvor en blodig diktator med imperiedrømme kan disponere over andre folkeslag, som han lyster.

Putins invasion af Ukraine er ikke alene et angreb på nabolandets uafhængighed, men på hele det europæiske system, som er baseret på folkeretten og på landegrænsernes ukrænkelighed. Vi har ikke set lige i Europa siden Hitler.

Veinte años después de traducir del noruego al español "El librero de Kabul" traduzco para El País este nuevo texto sobre Afganistán de su autora Åsne Seierstad.

I dette personlige essay fortæller den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad om sin tid i Afghanistan, og hun trækker tråde fra talibanernes nederlag i 2001 frem til denne måned, da den islamistiske gruppe generobrede magten. | Oversat af Sara Høyrup, som i sin tid oversatte forfatterens bøger til spansk

—Du er da vist en rigtig perker. ”Det kan man sige, ja.”

Han kunne hverken pludre eller græde eller forme munden i et smil. Tre måneder efter, at Lincoln DeLuna var blevet født, kunne han tilsyneladende ikke engang fokusere på sine forældres ansigter. De troede på, at han var et sted derinde, og at der ikke var noget galt med hans sind. Han var ikke “bare en grøntsag”, som en sygeplejerske kaldte ham. Men de var nødt til at bevise for alverden, at han var værd at redde.

(...) Al samtale gik i stå, da de så notesbogen. Flokken af mænd, kvinder og børn – asylansøgere fra Mexico og Mellemamerika, Afrika og endnu længere væk – åbnede sig for at lade bogens vogter komme igennem. Den mexicanske kvinde Gaby pløjede sig igennem mængden. Hun havde et fast greb i den regnskabslignende notesbog, der var forstærket med gaffatape i ryggen. Mødre tog deres småbørn op i favnen. Større børn lod deres legetøj falde. Fædre tyssede på babyer. (...)

(...) ”Jeg vil finde Sammy,” sagde Amanda nu og vendte sig om mod sin mor. ”Hvad for noget? Hvem er nu det?” spurgte Libby. ”Jeg troede, vi skulle finde en klinik?” ”Det her er vigtigere,” sagde Amanda og begyndte at forklare, at Sammy mindede hende om hende selv, og at de havde taget hånd om hinanden i det forladte hus. ”Hvis hun ser, at jeg klarer mig godt, så kan jeg måske overtale hende til at tage på afvænningsklinik.” ”Du kan lige vove på at sige det for at snyde mig,” sagde Libby. (...)

En kvinde begynder at falde. Med sit lange hår i en hestehale og et sort og rødt tørklæde løst om halsen styrter hun ned fra en altan på fjerde sal gennem den neonoplyste novembernat. Nedenfor venter 40th Road, en kras handelsgade i distriktet Queens bydel Flushing. Her er kinesiske restauranter, smalle butiksfacader og opgange, der henligger i halvmørke og fører op til private transaktioner. Stræbere, driverter og forbipasserende aner ikke, hvad der foregår oven over dem. (...)

(...) Plastikposten er blodstænket. Den har små pletter af blod. Han bøjer sig ned, tager fat i posens hank og ser, at der er en anden pose indeni med knyttede bærehanke. Mens han arbejder med at få knuden op, kommer der halvkvalte skrig nede fra posen. Knuden går op, og plastikhankene glider fra hinanden. Idet Tor kigger i posen, ser han det: Det er et menneske. Et levende, blåfrossent spædbarn. ”Ser jeg syner?” tænker Tor Schou Nilsen. ”Er jeg blevet gal?”

Det autoritære er genopstået som den største trussel mod den frie, demokratiske verden. Det er en kolossal udfordring af såvel ideologisk som strategisk karakter – og vi aner ikke, hvordan vi skal modgå den.

Europæerne og amerikanerne har insisteret på, at Iran skal opgive berigelsen af uran før de vil mødes med landet ved forhandlingsbordet. Vesten har altså stillet betingelser forud for forhandlingerne. Anderledes med Nordkorea: Der blev den ene forhandlingsrunde efter den anden afholdt, mens landet fortsatte med at producere plutonium. Iran har kun beriget uran i meget lille målestok. Og de er temmelig langt fra at have bomben – det kan tage dem år. Nordkorea til gengæld har allerede prøvesprængt en atombombe – og forhandlingerne fortsatte alligevel. Vesten har malet sig selv op i et hjørne i forhold til Iran. USA og Europa bør sætte sig til forhandlingsbordet med Iran uden at stille betingelser på forhånd. Hvorfor skulle en aftale som den, man har indgået med Nordkorea, ikke være mulig med Iran?

Dull Hull. Intet sted i England sad pengene løsere, var festerne vildere og fiskerne flottere end her. I dag er den nordøstengelske by strøget til tops i alle de forkerte statistikker, og tilslutningen til Brexit var enorm. En storslået investering og kulturlivet skal sætte nyt liv i Trawlertown. | Da jeg fortalte, at jeg skulle lytte til Hull, sagde folk: ’Hvad?! Hvad skal du i det møghul?’ Alle taler grimt om den her by. Hele tiden.

En vandstigning på 38,5 centimeter er et problem, men vil ikke være civilisationens undergang. I sidste århundrede steg havene med halvt så meget, uden at de fleste af os så meget som bemærkede det. FN fortæller os, at der stort set ikke er noget af det, vi gør, der vil påvirke klimaændringerne før 2030. Vi bliver derfor nødt til at stille os selv det svære spørgsmål, om ikke det ville være bedre, hvis vi tog os af andre problemer først. Når verden er helt oppe at køre over behovet for at skære ned på drivhusudslippet, fristes man let til at glemme, at der er andre og bedre måder at gøre noget for planeten.

Hvis hyrdedrengen var gået alene ud for at jage storken, og de otte molboere var blevet hjemme, så ville landsbyen have haft mere at spise, fordi mindre af kornet var blevet trampet ned. Men sådan tænker vi ikke i Norge. "Halvdelen af den norske olie og gas er ikke hentet op endnu," sagde olie- og energiminister Tord Lien, da han tilbage i maj med massiv støtte fra Stortinget åbnede et helt nyt koncessionsfelt for olie og gas i Barentshavet for første gang i 20 år. "Dette er en glædens dag," tilføjede han. Og her begynder I danskere måske at klø jer i nakken og spekulere over, om Norge vitterligt skal være et nuludledningssamfund, samtidig med at vi øger eksporten af olie og gas. Og svaret er ja, og for ret at forstå dette må man huske på Martin Luthers ord, da han drog af sted til Rom: Det handler om afladshandel og politisk opportunisme.

– Hvilke træk har du fra din far? – Min far var en usikker mand og kom dårligt ud af det med det velordnede borgerlige liv. Alt det pis med at have en familiehund og grille med naboerne gav ham lyst til at kaste op. Han afskyede den amerikanske idyl. – Som fader, så søn. – Ja, på det punkt er jeg nøjagtigt ligesom min far. – Men det stod vist også tidligt klart, at du ikke skulle bo i en trailerpark? – Selvfølgelig ville jeg væk derfra. Men som barn opfatter man i første omgang sin omverden som normalen. Jeg syntes ikke, der var noget mærkværdigt i, at vores naboer holdt en abe som husdyr: et virkeligt ondskabsfuldt kræ, som de havde bestilt gennem en lille annonce i et tegneseriehæfte. Det gjorde til gengæld stort indtryk på mig at se naboen, når han kom hjem fra sit skift på fabrikken hver eftermiddag. En hyggelig fyr, som straks åbnede en stor dåse Schlitz-øl – noget stads, som stank af tis – og trak en pakke med 12 aspiriner op af lommen. Så trykkede han alle 12 tabletter ud i hånden og skyllede dem ned med en ordentlig slurk øl. Sådan ville jeg ikke ende. Og hårdt arbejde skræmte mig i forvejen (ler højt). [omtrentlig dato, uvis titel på dansk]

Hvad kan det internationale samfund gøre, når uskyldige befolkninger nedslagtes i stort tal, og den stedlige regering er ude af stand til eller uvillig til at beskytte sit folk eller ligefrem selv står for volden? Og hvad kan vi gøre for at hindre disse uhyrligheder i overhovedet at finde sted? Folkemordene i Rwanda og Srebrenica var ikoniske fiaskoer for verdenssamfundet. Brutalitetens skala i Rwanda chokerer stadig: i gennemsnit 10.000 dræbte om dagen, dag efter dag i samfulde tre måneder, mens hadefulde radioprogrammer opildnede rwandere til at dræbe rwandere.

Det er kan synes bemærkelsesværdigt, at vi mennesker så sjældent lægger mærke til, at få ting røber vor egen sjæl som de ord, med hvilke vi ytrer os om hinanden. Bag ved alt for selvsikre attituder fremtræder ofte et psykologisk fænomen, som digteren Tomas Tranströmer så træffende satte ord på: Den største fanatiker er den største tvivler. Han ved det ikke.