Sara Høyrup | skribent

– Hvilke træk har du fra din far? – Min far var en usikker mand og kom dårligt ud af det med det velordnede borgerlige liv. Alt det pis med at have en familiehund og grille med naboerne gav ham lyst til at kaste op. Han afskyede den amerikanske idyl. – Som fader, så søn. – Ja, på det punkt er jeg nøjagtigt ligesom min far. – Men det stod vist også tidligt klart, at du ikke skulle bo i en trailerpark? – Selvfølgelig ville jeg væk derfra. Men som barn opfatter man i første omgang sin omverden som normalen. Jeg syntes ikke, der var noget mærkværdigt i, at vores naboer holdt en abe som husdyr: et virkeligt ondskabsfuldt kræ, som de havde bestilt gennem en lille annonce i et tegneseriehæfte. Det gjorde til gengæld stort indtryk på mig at se naboen, når han kom hjem fra sit skift på fabrikken hver eftermiddag. En hyggelig fyr, som straks åbnede en stor dåse Schlitz-øl – noget stads, som stank af tis – og trak en pakke med 12 aspiriner op af lommen. Så trykkede han alle 12 tabletter ud i hånden og skyllede dem ned med en ordentlig slurk øl. Sådan ville jeg ikke ende. Og hårdt arbejde skræmte mig i forvejen (ler højt). [omtrentlig dato, uvis titel på dansk]

Iagttagere kan være uenige om, hvorvidt de tyske lederes indstilling udgør et kærkomment tegn på troværdighed eller udtrykker en beklagelig mangel på diplomatiske ambitioner. De, der håber på et mere aktivt tysk lederskab, kan meget vel blive skuffede. Store tanker eller blot store spørgsmål er bemærkelsesværdigt fraværende i koalitionsaftalen. Det afspejler klart mange tyskeres syn på sig selv og på deres fremtid: De er tilfredse med status quo og ser ingen grund til yderligere reformer, de har ingen interesse i store strategier og vil langt hen ad vejen bare gerne være i fred.

Sara Høyrup oversætter fra tysk: her et interview og en artikel fra Det kongelige Teaters teaterprogram Il Trittico

Der er konkurrence mellem klaner, kliker og tilhængerskarer – og det sker ikke på det åbne marked, men internt i statsapparatet. Men hvem befinder sig i centrum? ”Præsident 3abd al-3ziz Būtflīqa(t)” svarer bīn Bītur. Præsidenten og den militære sikkerhedstjeneste” præciserer en tidligere leder i Befrielsesfronten, som ikke ønsker at blive nævnt ved navn. "Generalerne” ifølge den offentlige mening. Det er jo vanvittigt: I ethvert andet land i verden ved man, hvem der har magten. Men her i Algeriet findes der ikke andet end formodninger. Måske står den inderste kreds simpelthen tom?

En sløv søndag eftermiddag i en Starbucks café et sted i en forstad til Beijing. Trinde udlændinge drikker kaloriefattige drikke, mennesker stirrer frem for sig, samtaler går i stå midt i intetheden. Indtil han ankommer. Han træder ud af sin Mercedes-van, og alle øjne rettes imod ham. Han slentrer hen til døren i hvid skjorte og Armani-strikketrøje, jeans og dyre lædersko. Han beholder pilotsolbrillerne på indenfor og tager dem først af flere timer senere, da det for længst er blevet så mørkt, at kun blindhed ville kunne retfærdiggøre brugen af dem. Men også bag solbrillerne bliver han genkendt som Zhou Jie, stjerne fra tv-serien Aflever perlerne tilbage, prinsesse.

Jeg tror ikke som Karl Marx på historiens jernlove. Alligevel synes én historisk lov at gælde: I tider med kolossal økonomisk krise holder vælgerne sig til folk, hvis økonomiske kompetence de traditionelt har stolet på; det vil sige lige præcis de folk, der har ruineret dem.

En sharia-kommision afgør, om de opfindsomme finansieringsmodeller er i overensstemmelse med religionen. Enhver islamisk bank har en sådan kommission på sin lønningsliste.. Eftersom de færreste lande har nogen universelt forpligtende fortolkning af sharia-lovgivningen, er de islamiske banker henvist til egne religionsinstanser. Hver bank har derfor religionseksperter ansat, som skal konsulteres forud for lanceringen af alle nye produkter. Eksperterne bestemmer, om de nye forslag er tilladt, eller om de er i modstrid med sharia. De forventes i tvivlstilfælde at lade religionen gå forud for profithensynet. Risikoen for falsk varebetegnelse er stor. (Udgivelsesdatoen er usikker, idet avisen har slettet sit bagkatalog)

Morten Dyssel Mortensen og Niklas Olsen skriver: Man kan undre sig over den megen mediepostyr i ind- og udland, der er kommet i kølvandet på en næsten 80-årig mands bekendelser af at have tjent i Waffen-SS som ung, når man betænker, at Günther Grass så tidligt som i 1961 i romanen "Kat og mus" udførligt beskrev den nazistiske indoktrinering af helt unge mennesker og disse involvering i den tyske krigsmaskine. [omtrentlig udgivelsesdato]

Péter Esterházy skriver: Tidligere var jeg østeuropæer. Så steg jeg i graderne til mellemeuropæer. Det var skønne tider (om end ikke nødvendigvis for mig personligt), der var Centreljuropdriems og visioner og billeder af fremtiden, det hele (alt, hvad man har brug for til en rundsbordssamtale, men nu er jeg urimelig). For nogle måneder siden blev jeg så nyeuropæer, men før jeg havde haft tid til at vænne mig til denne tilstand eller til at afvise den, er jeg nu blevet en ikke-kerneeuropæer. Det går mig på samme måde som et menneske, der altid har boet i Munkács, ikke har forladt Munkács hele sit liv, og ikke desto mindre først er ungarer, siden tjekkoslovak, derefter sovjetborger og endelig ukrainsk statsborger. På vore kanter bliver man kosmopolit på denne vis. [omtrentlig udgivelsesdato]