Sara Høyrup | skribent

Putins invasion af Ukraine er ikke alene et angreb på nabolandets uafhængighed, men på hele det europæiske system, som er baseret på folkeretten og på landegrænsernes ukrænkelighed. Vi har ikke set lige i Europa siden Hitler.

Han kunne hverken pludre eller græde eller forme munden i et smil. Tre måneder efter, at Lincoln DeLuna var blevet født, kunne han tilsyneladende ikke engang fokusere på sine forældres ansigter. De troede på, at han var et sted derinde, og at der ikke var noget galt med hans sind. Han var ikke “bare en grøntsag”, som en sygeplejerske kaldte ham. Men de var nødt til at bevise for alverden, at han var værd at redde.

(...) Al samtale gik i stå, da de så notesbogen. Flokken af mænd, kvinder og børn – asylansøgere fra Mexico og Mellemamerika, Afrika og endnu længere væk – åbnede sig for at lade bogens vogter komme igennem. Den mexicanske kvinde Gaby pløjede sig igennem mængden. Hun havde et fast greb i den regnskabslignende notesbog, der var forstærket med gaffatape i ryggen. Mødre tog deres småbørn op i favnen. Større børn lod deres legetøj falde. Fædre tyssede på babyer. (...)

(...) ”Jeg vil finde Sammy,” sagde Amanda nu og vendte sig om mod sin mor. ”Hvad for noget? Hvem er nu det?” spurgte Libby. ”Jeg troede, vi skulle finde en klinik?” ”Det her er vigtigere,” sagde Amanda og begyndte at forklare, at Sammy mindede hende om hende selv, og at de havde taget hånd om hinanden i det forladte hus. ”Hvis hun ser, at jeg klarer mig godt, så kan jeg måske overtale hende til at tage på afvænningsklinik.” ”Du kan lige vove på at sige det for at snyde mig,” sagde Libby. (...)

En kvinde begynder at falde. Med sit lange hår i en hestehale og et sort og rødt tørklæde løst om halsen styrter hun ned fra en altan på fjerde sal gennem den neonoplyste novembernat. Nedenfor venter 40th Road, en kras handelsgade i distriktet Queens bydel Flushing. Her er kinesiske restauranter, smalle butiksfacader og opgange, der henligger i halvmørke og fører op til private transaktioner. Stræbere, driverter og forbipasserende aner ikke, hvad der foregår oven over dem. (...)

Det autoritære er genopstået som den største trussel mod den frie, demokratiske verden. Det er en kolossal udfordring af såvel ideologisk som strategisk karakter – og vi aner ikke, hvordan vi skal modgå den.

Europæerne og amerikanerne har insisteret på, at Iran skal opgive berigelsen af uran før de vil mødes med landet ved forhandlingsbordet. Vesten har altså stillet betingelser forud for forhandlingerne. Anderledes med Nordkorea: Der blev den ene forhandlingsrunde efter den anden afholdt, mens landet fortsatte med at producere plutonium. Iran har kun beriget uran i meget lille målestok. Og de er temmelig langt fra at have bomben – det kan tage dem år. Nordkorea til gengæld har allerede prøvesprængt en atombombe – og forhandlingerne fortsatte alligevel. Vesten har malet sig selv op i et hjørne i forhold til Iran. USA og Europa bør sætte sig til forhandlingsbordet med Iran uden at stille betingelser på forhånd. Hvorfor skulle en aftale som den, man har indgået med Nordkorea, ikke være mulig med Iran?

Dull Hull. Intet sted i England sad pengene løsere, var festerne vildere og fiskerne flottere end her. I dag er den nordøstengelske by strøget til tops i alle de forkerte statistikker, og tilslutningen til Brexit var enorm. En storslået investering og kulturlivet skal sætte nyt liv i Trawlertown. | Da jeg fortalte, at jeg skulle lytte til Hull, sagde folk: ’Hvad?! Hvad skal du i det møghul?’ Alle taler grimt om den her by. Hele tiden.

En vandstigning på 38,5 centimeter er et problem, men vil ikke være civilisationens undergang. I sidste århundrede steg havene med halvt så meget, uden at de fleste af os så meget som bemærkede det. FN fortæller os, at der stort set ikke er noget af det, vi gør, der vil påvirke klimaændringerne før 2030. Vi bliver derfor nødt til at stille os selv det svære spørgsmål, om ikke det ville være bedre, hvis vi tog os af andre problemer først. Når verden er helt oppe at køre over behovet for at skære ned på drivhusudslippet, fristes man let til at glemme, at der er andre og bedre måder at gøre noget for planeten.

Hvad kan det internationale samfund gøre, når uskyldige befolkninger nedslagtes i stort tal, og den stedlige regering er ude af stand til eller uvillig til at beskytte sit folk eller ligefrem selv står for volden? Og hvad kan vi gøre for at hindre disse uhyrligheder i overhovedet at finde sted? Folkemordene i Rwanda og Srebrenica var ikoniske fiaskoer for verdenssamfundet. Brutalitetens skala i Rwanda chokerer stadig: i gennemsnit 10.000 dræbte om dagen, dag efter dag i samfulde tre måneder, mens hadefulde radioprogrammer opildnede rwandere til at dræbe rwandere.

Det, der foregår i Syrien, er en vederstyggelighed, og verden ser koldt til på afstand. Hvor er vores følelsesmæssige intelligens henne? Hvad er der blevet af vores sans for kollektiv retfærdighed?

Volden udgør en enorm sundshedsfare for kvinder. I de værste tilfælde dør de af mishandlingerne. Andre sundhedsfarer omfatter skader, uønskede graviditeter, farlige aborter og øget risiko for seksuelt overførte sygdomme. Kvinder, som udsættes for vold, er også i højere grad deprimerede, har flere problemer med alkohol og tenderer mere end andre til at begå selvmord eller overveje at gøre det.

Til trods for, hvordan det kan virke, når man læser nyheder, så lever vi faktisk i de bedste tider nogensinde. Livslængden er mere end fordoblet i løbet af forrige århundrede. Den ekstreme fattigdom er halveret siden 1990. I samme periode er antallet af børn, der dør om året, styrtdykket mere end 40 procent. Og flere børn går i skole i dag end førhen. Verden er bedre end nogensinde. Men det er ikke godt nok. Der er stadig en frygtelig masse, som skal gøres.

Efter sigende indgyder fængsling en følelse af magtesløshed og sårbarhed. Men sandt at sige er det lige omvendt for en politisk fange, selv hvis man sultestrejker. Som fange har jeg været tvunget til at fokusere på det væsentlige ved mig selv, ved mine politiske holdninger og ved mit land. Jeg kan næsten mærke nærværet af de modige kvinder og mænd, gamle som unge, der har samlet sig i Kijev og andre ukrainske byer for at forsvare deres drømme om en demokratisk og europæisk fremtid. I fængslet er dine håb og drømme din virkelighed.

Samspillet mellem person og miljø finder sted i den bredere sociale sammenhæng og afhænger af den. For at kunne forklare den sociale dynamik i kriminalitet må man have en forståelse af, hvordan (gennem hvilke processer) systemiske faktorer (såsom forskellige boligområder og aktiviteter) påvirker bestemte (og frekvensen af bestemte) samspils opståen mellem person og miljø, hvori folk udvikler sig (deres kriminelle tilbøjelighed) og handler (begår kriminelle handlinger). Analysen af de sociale dynamikker (som et studie af årsagerne til årsagerne) bidrager med andre ord til at forklare, hvorfor bestemte sammensætninger af personer og miljøer kan forventes at få folk til at (efterleve eller) bryde bestemte adfærdsregler.

Det pinlige optrin med retssagen mod Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko og den nylige anholdelse af hende på anklager om foragt for retten volder utvivlsomt stor skade på hendes land. Og udviklingen i Ukraine kommer med lige så stor sikkerhed til at få stor betydning for Europas fremtid.

Her er en besynderlig begivenhed, der er værd at tænke over: For nylig gennemførte et halvt hundrede politibetjente i Alexandria en protest mod den retssag, hvori tre af deres kolleger anklages for drab på demonstranter. Lignende protester har fundet sted i andre af Egyptens provinser, og i Suez har 48 politifolk indgivet deres opsigelser af samme grund.

Når vi lukker øjnene og forestiller os kampsoldater i aktiv tjeneste, forestiller vi os, at de foretager sig det, der ligger i betegnelsen og er i kamp. De bekæmper måske terror rettet mod civile, eller de er i kamp med hære eller militser, der vender sig imod dem – men kæmpe, det gør de. Det er en af grundene til, at forvirringen er så stor med hensyn til militære besættelser. For under militære besættelser får soldaterne besked på at gøre langt mere end at "kæmpe mod de onde".

Hemmelighedskræmmeri er en høj pris at betale for sladder. Wikileaks seneste dumpning af informationer giver et fascinerende indblik i, hvordan det amerikanske udenrigsministerium fungerer. Det vil holde udenrigsnørder og konspirationsteoretikere beskæftiget i månedsvis. Meget af det, der er blevet rapporteret, er godt nok ikke nyheder i traditionel forstand, men en række pinlige brølere: sandheder, som det aldrig var meningen skulle siges højt.