Sara Høyrup | skribent

En endnu mere blodrød regering er ved at blive formet i Madrid. Socialdemokraterne må i koalition med den populististiske venstrefløj, og der bliver brug for noget af det løse fra udkanterne samt neutralitet hos dele af oppositionen. Unionisterne i Catalonien frygter for fremtiden.

Spaniens udenrigsminister Josep Borrell er nomineret til stillingen som Den Europæiske Unions høje repræsentant udadtil, i daglig tale EU’s udenrigschef. Den ikke altid lige diplomatiske socialdemokrat af catalansk oprindelse skal lede den diplomatiske tjeneste og sikkerhedssamarbejdet mellem EU-landene. [update 2026: I dag leder Borrell tænketanken CIDOB i Barcelonas Raval-kvarter.]

Den konservative partigruppe blev også denne gang størst ved valget til Europa-Parlamentet. Alligevel er det nye tider: Socialdemokrater og liberale vil trække tæppet væk under 15 års konservativ magt i Kommissionen, som er det kryptiske EU-ord for den fælleseuropæiske regering.

Socialdemokraterne beholdt føringen og kan mageligt danne regering til begge sider. Spanierne stemte moderationen ind og totalitarismen ud ved parlamentsvalget søndag. De forskellige bud på højreorienteret reaktion fik ikke den fest, der var frygtet af nogle og ønsket af andre.

Søndagens valg stod mellem pest og kolera, mente mangen en progressiv vælger. Kringsat af nationalismer til alle sider vaklede de mellem at sætte hårdt mod hårdt eller holde fast i det socialdemokrati, der forgæves har forsøgt at forhandle sig til en løsning i løsrivelsesregionen Catalonien. Søndag stemte spanierne imod nationalismerne.

Spaniens socialdemokratiske regering er blevet bragt til fald af den catalanske separatisme og det spanske højre. Efter otte måneder ved magten har statsminister Pedro Sánchez udskrevet nyvalg til den 28. april, en måned før kommunalvalgene og valget til Europa-Parlamentet.

I Catalonien er tilslutningen til løsrivelsesprojektet faldende og mobiliseringen svindende. Den nye centralregering vil gerne i dialog, men Puigdemont, Torra og unge militante ægger hinanden videre ud i sammenstød. Regionsparlamentet blev forsøgt besat på årsdagen for afstemningen for løsrivelse, og det før så populære regionspoliti begynder at frygte for egen sikkerhed.

Spaniens regering risikerer et mistillidsvotum af samme art, som bragte den til magten. Og dog, for hvem tør kaste med sten i det spanske glashus? Seneste nyt er, at regeringschef Pedro Sánchez fra det socialdemokratiske PSOE har skrevet dele af sin specialeafhandling af og dækket over afsløringen. Samtidig afventer den spritnye konservative leder, Pablo Casado fra Partido Popular, en afgørelse om sin egen plagierede afhandling. Og den altid renfærdige Albert Rivera fra det liberale Ciudadanos må se sit CV skrumpe dag for dag. Sara Høyrup beskriver den akademiske og politiske skandale, der har fået tilnavnet #mastergate

Det er sin sag at vælge, hvilken hest man skal heppe på for tiden i Spanien, hvis man gerne vil indtage et progressivt standpunkt. Og med progressivt mener jeg fremskridtsvenligt i den forstand, jeg lærte om i mit kommunistiske barndomshjem i halvfjerdserne, men fratrukket den tids børnesvigt, marxismens forestillinger om arbejderklassens diktatur og kommunistpartiets hang til indoktrinering tidligt og silde. Hvad bliver der så tilbage? Internationalisme og social retfærdighed.

Lige pludselig er der ny regering i Spanien. Den socialdemokratiske statsminister Pedro Sánchez er kommet godt fra start trods alle onde varsler om en svag regering, der har solgt ud allerede før start. Det skorter dog ikke på murren over magtskiftet.

Det er lykkedes at vælte den evige Mariano Rajoy med et lynangreb på det spanske regeringspalads Moncloa. Socialisternes comeback kid Pedro Sánchez har sammen med det yderste venstre og de oprørske regioners nationalister vedtaget et mistillidsvotum i parlamentet, der tvang den konservative regeringschef til at gå af meget imod hans vilje.