Sara Høyrup | skribent

Juan Carlos I var et ensomt barn, der blev brugt af de voksne i magtspillet mellem hans far Don Juan og den spanske diktator. Som ung svor han troskab over for nationalkatolicismens reaktionære idealer og magtfuldkommenhed. Han brød løftet til fordel for en hovedrolle i skiftet til parlamentarisk demokrati. Det blev han rig på.

Dette er femte afsnit i serien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent Sara Høyrup tager os med på en tur rundt i demokratiets irgange.

På nationalkatolicismens tid var folks børn ikke deres egne, men i sidste instans statens og kirkens. Det mente i alt fald den sammensværgelse af læger, nonner og højere magter i Spanien, der stjal hundredvis af nyfødte spædbørn fra deres mødre. Nu er der sket domfældelse.

Den spanske Fører døde i sin seng, ikke i sin bunker. Han faldt ikke med støvlerne på, sådan som krigermyten ellers tilsiger. De Allierede lod ham venligt sidde tiden ud, og ingen i Spanien turde tage et retsopgør undervejs til demokratiet. Et opgør med diktaturets selvdikterede eftermæle er nu på vej – også selvom det spanske højre er imod.

El generalísimo skal flyttes – ingen ved endnu hvorhen. Den nye socialdemokratiske regering i Spanien har besluttet, at landets fordums diktator, Francisco Franco, ikke længere skal have lov at ligge i De faldnes Dal og optræde i en posthum helterolle i den borgerkrig, han ikke faldt i. Det historiske opgør er kommet sent i gang og kører på halv gas, men nu sker der noget.