BOULDER | oversat fra catalansk
"Oversættelsen formår at indfange originalens tætte, rå og dybt sanselige atmosfære"
Quellón i sydhavets skærgård Chiloé en nat for længe siden. Klokken er over ti. Hverken himmel og hav eller vegetation. Kun vinden, som er hånden, der tager det hele. Vi må være en tolv stykker. Tolv sjæle. På et sted som dette på denne tid af døgnet kan man godt kalde mennesker for sjæle. Den lille brygge skråner. Øen overgiver sig til vandet i betonblokke med fortøjningspæle på rad og række. De ligner deforme hoveder på de drabelige spigre, der forankrer molen i havbunden. Ellers er her intet.
Øboerne er forbløffende stille. De sidder rundt om i regnen med bylter så store som skibskister. De skærmer sig med plastik mod vinden og spiser tavse med termokander mellem benene. De venter. Regnen rammer dem som en forbandelse, løber ned over deres krumme rygge og danner små bække, som løber ud i havet: hin mægtige, umættelige mund. Her er forunderligt koldt, og jeg må have drukket af kulden, for jeg kan mærke den kriges fanatisk under huden og længere inde langs de buer, som organerne bygger sig imellem. Gådefulde øboere.
Jeg har været her i tre måneder som kok på en sommerlejr for teenagere. Om aftenen plejede jeg at cykle ind til købstaden og drikke brændevin i pensionatets bar. Her er så godt som ingen kvinder. Det er et arbejderritual. Skadede tænder hilser på mig. Nede fra bordene taler blæksorte blikke fra de familietræer, som har slået rod iblandt salte sten. De taler for alle de døde. [...]
