DE PÆNE MENNESKER
DE PÆNE MENNESKER
De pæne mennesker haster forbi
uden at hilse
De håber jeg ikke ser dem
og måske ligefrem siger noget til dem
De kunne jo dø af skræk
trimle overvældede om
se sig selv spejlet
i min sorg og min undren
De pæne mennesker lader som intet
og prøver at glemme
at det var jo dem
der lod mit barn forsvinde
De pæne mennesker vender sig væk
med deres egne børn i slæbetov
og behandler mig som en pestbefængt
et udskud fra det pæne selskab
