PERMAFROST | oversat fra catalansk
Anmeldelse: Frihedsskrift til alle sortseende hedonister
[...] Der er sikkerhedsforanstaltninger overalt. Flere end der er mennesker. Flere end der er rotter. Foranstaltninger, der forplanter sig hinsides al logik og fornuft. Konkret sikkerhed i form af gelændere, skudsikre dobbeltruder, adgang forbudtskilte, sikkerhedsbælter, afspærringer, arbejdshjelme og trykknapper. Aktive og passive værnemidler — det kommer ud på ét. Det kan være knæbeskyttere, gummiunderlag, lynlåse, kondomer, indsatspoliti eller fodbold. Og det kan være medicinering og arbejdsløshedsunderstøttelse. Åbenlyse eller subtile tiltag. Elektromagnetiske bremser, fængsler, bannere, sociale integrationsindsatser, stilladser, ventiler, brandsikker belægning, harnisk og karabinhager. Og igen medicinering, børnehjelme, ledsagere og fedtfattige madvarer. Medicinering, medicinering, medicinering. En succesfuld selvmorder er en helt i vor tid. Verden er fuld af samvittighedsløse mennesker trænet i førstehjælp, de er overalt, upåfaldende og grålige som duehunner, men iltre som menneskemødre. De nægter andre døden med deres hjertemassage og målrettede maveklemmemanøvrer. De er tyvepak. Nu om dage kan man ikke engang snige en olivensten ned i det forkerte rør, før de tvinger dig til at spytte den ud igen, om så de skal brække dine ribben og punktere en lunge, og hele dit væsen bliver til Dry Martini–opkast, og olivenstenen havner som et trofæ i et eller andet hjørne. Det ville passe mig fint at dø i det hjørne. Faktisk burde man kunne leje et hjørne til at dø i, uden indblanding og uden iltmasker, der dumper ned over dig fra loftet i sidste øjeblik. Hjørner, hvor sikkerhedsforanstaltningerne garanterer dig den visse død, som sig hør og bør.
Faktisk er sikkerhedsforanstaltningerne et forsvarsværn mod fremmede magter, for den ydre verden er den største plageånd. Dagligt deponerer verden sine giftstoffer i min knoglemarv hver dag og indoptager mig med sin indtrængen. Og det kan jeg ikke tolerere — jeg kan ikke tillade mig at være sammen om noget. Al den elendige medicinering. Og dét, skønt jeg finder de røde og gule kapsler lige så indbydende som blomster. En nektar af syndigt liv og nærende gift. Hvem er jeg at afvise den? Søs siger, at hun er lykkelig. Lykkelig! Det ord var muggent allerede den dag, de satte mig i verden. Når hun siger "lykkelig" — "Jeg er så lykkelig", siger hun — viser hun tænder. Tænderne stirrer på mig, som var de øjne — gullige som det hvide i gamle menneskers øjne, selv om hun holdt op med at ryge og drikke kaffe allerede som teenager. Men rød the og yoga er også vanedannende — de syrner og ælder og skaber afhængighed. Sunde sager slår dig kun langsomt ihjel: Først ovebeviser de dig om deres kærlighed og pånøder dig deres tynde vælde. Vi tvinges til bleghed i årtier, og i løbet af et af disse årtier forplanter vi os som regel. Det er en genistreg! Det må være en bivirkning ved medicinen sådan at blive pålagt barndom på så uansvarlig vis. Man skal være blød som fyld og fars for at få adgang til livet — og for selv at svøbe hvert nyt barn fra top til tå i et silkestof gjort af ens egen frygt. Moderen som naturgivent kastrerende væsen og betingelsesløs cheerleader. Frygtens kraft er summen af hver en lille drøm, der går til grunde. Tilsyneladende er den eneste måde at udleve drømmen på, at sniffe den. Vi må dølge nøgenheden ved at stille den ud under bruseren, for så er alting godt. Velsignede bedøvelse. [...]
