KORTE INTERVIEW MED USÆDVANLIGE KVINDER | oversat fra catalansk
Scene 3
Lys. Trommesolo.
FØRSTE STEMME: Sent om aftenen den 14. marts 2018 trækker Molly Symanski afsted med en cykel belæsset med hendes ejendele og krydser de fire baner på en boulevard i Tempe, Arizona. Sådan begynder hendes historie.
TREDJE STEMME: Den umådeligt triste historie om Molly Symanski.
ANDEN STEMME: Molly er 49 år gammel. Nogle få dage tidligere blev hun fyret fra det Amazon–lager, hvor hun havde arbejdet siden november året før.
TREDJE: Den umådeligt triste historie om Molly Symanski er en historie om den opioid–epidemi, der har hærget i USA i tre årtier.
ANDEN: Den er også historien om et uhildet teknologisk kapløb. Og om en sort plastikpose, der blæser for vinden.
FØRSTE: Klokken er 21:55.
ANDEN: Her til aften er Molly iklædt en sort frakke. Hendes cykel har en forlygte, men ingen reflekser. Hun prøver at nå frem til hjemløselejren, hvor hun har opholdt sig på det seneste. Disse lejre er blevet stadigt mere almindelige i udkanten af de amerikanske storbyer. De fungerer som
tilflugtssted for tusindvis af mennesker, der bruger smertestillende Oxycontin eller stimulansen metamfetamin.
FØRSTE: Mollys lejr ligger på North Mill Avenue på en af Ubers prøvekørselsstrækninger for firmaets nye flåde af selvkørende biler.
Trommehvirvel.
Robotkøretøjsindustrien har bragt mange arbejdspladser til Tempe.
ANDEN: Prototyperne er endnu ikke reelt selvstændige, og der er brug for mange mennesker til at holde øje med dem.
TREDJE: Denne nye beskæftigelse er blevet døbt "robotpasning". Der skal altid være en person til stede i bilerne — ikke bare for at sikre, at de ikke gør skade, men også for at beskytte dem.
ANDEN: Nogle fodgængere øver hærværk mod bilerne, forsøger at stjæle dem eller springer ud foran dem for at få erstatning.
Trommehvirvel.
FØRSTE: Klokken 21:56 starter Rosa Hernandes en selvkørende Volvo i Ubers hovedkvarter i Tempe.
ANDEN: I dag er det søndag.
FØRSTE: Men Rosa har brug for pengene. Hun er bagud med huslejen, og firmaet lader hende arbejde op til 50 timer om ugen.
TREDJE: Desuden er arbejdet nemt: Man skal bare sætte sig bag rattet i en luksus–SUV, fæstne sikkerhedsbæltet og ingenting lave. Ikke andet end bemærke det, hvis bilen laver bratte bevægelser eller kører over for rødt.
FØRSTE: Volvoen finder ud på vejnettet og kører normalt med 40 km/t. I videooptagelsen fra kameraet, som sidder i bakspejlet, kan vi se Rosa placere sin telefon på instrumentbrættet.
ANDEN: Når politiet senere analyserer bilens navigationsdata, vil de fastslå, at den aften så Rosa en episode af det populære TV–program America's Got Talent.
TREDJE: I dagens program satser gårdejerduoen Glenna og Jacky Pfender fra Midtvesten på at komme i finalen med deres melodiske udgave af klassikeren "You Are My Sunshine".
FØRSTE: Klokken et minut i ti drejer Rosas bil af fra 82nd Street. Den sætter farten op til 70 km/t og kører ned ad North Mill Avenue.
ANDEN: Det er nu, at køretøjets varselssystem aktiveres.
Trommehvirvel.
FØRSTE: Algoritmerne varsler om, at der er et menneske midt på vejen ...
Trommehvirvel.
FØRSTE:
... men afviser det straks efter.
TREDJE: Derpå afgør de, at det er et dyr. Eller måske alligevel ikke! Måske er det en cykel?
ANDEN: Måske er det ikke noget.
TREDJE: Men måske er det!
Trommehvirvel.
FØRSTE: Der er stadig 53 sekunder til sammenstød. Rigelig tid til at bremse eller vige udenom.
ANDEN: Men bilens algoritmer kan ikke blive enige! De tvivler!
FØRSTE: Til sidst konkluderer de, at det med 70 procent sikkerhed bare er en sort plastikpose, der blæser for vinden.
ANDEN: At bremse eller ikke bremse?
TREDJE: Selvsagt ville det rigtige være at bremse.
ANDEN: På den anden side er chancen for at være bremset op for noget så ligegyldigt som en plastikpose 70 procent. Hvis man bremsede hver gang, ville kørslen blive abrupt og udgøre en fare for trafikken.
FØRSTE: 40 sekunder til sammenstød.
TREDJE: Sensorerne indhenter nye data, men algoritmerne er ude af stand til at afkode dem. Algoritmerne regner løs og regner forfra. De simulerer utallige mulige scenarier. De sammenligner situationen med millioner af lignende tilfælde.
ANDEN: Spørgsmålet er det samme hver gang:
TREDJE: Hvordan ville en menneskehjerne reagere?
FØRSTE: Hvad ville en bilist af kød og blod gøre?
ANDEN: Hvad ville du, Rosa Hernandes, gøre, hvis du kiggede op lige nu og så stakkels, arme Molly Symanski ...
TREDJE: ... trække sin cykel over vejen ...
ANDEN: ... blot 34 meter foran dig.
TREDJE: Glenna og Jacky Pfender bliver færdige med første strofe og ser hinanden i øjnene, før de kaster sig ud i omkvædet. Publikum synger med.
FØRSTE: Tre sekunder.
TREDJE: You are my sun—shiiii—ne.
ANDEN: I fraværet af en sikker konklusion aktiveres nødsystemet. Det tager kontrol over køretøjet og beordrer en omgående standsning.
Trommehvirvel.
ANDEN: På den korte afstand og med den høje fart er det usandsynligt, at et sammenstød kan undgås.
TREDJE: Men computeren forventer, at en kraftig aftagning i farten i det mindste vil afbøde dets voldsomhed.
FØRSTE: Et sekund tilbage.
Trommehvirvel.
TREDJE: De tre medlemmer af AGT's dommerpanel betragter deltageren Glenna Pfender med åben mund ...
Trommehvirvel.
TREDJE: ... og kendermine som folk, der ret forstår at vide, når en stjerne fødes.
FØRSTE: Da klokken er fire tiendedel sekund i ti, fælder Rosa Hernandes en tåre ...
Trommehvirvel.
FØRSTE: ... der rammer telefonens skærm.
ANDEN: Volvoen skælver og buldrer så besynderligt!
Trommehvirvel.
ANDEN: Rosa tørrer sig om næsen og ser op fra telefonen.
Trommehvirvel.
ANDEN: På optagelsen fra sikkerhedskameraet ser vi hende langsomt tabe kæben.
Stilhed.
FØRSTE: Netop som klokken slår ti den nat, rammer Volvoen den 49–årige Molly Symanski. En time senere dør hun på hospitalet. I sin forklaring forsikrer Hernandes, at den der kvinde "kom ud af det blå".
Stilhed.
ANDEN: Ifølge vidnesmål fra to tidligere ansatte skal Uber have sat nødsystemet ud af drift for at undgå, at de selvkørende biler bremser for hvert et blad, hver en fugl og hver en pose på vejen.
Trommehvirvel.
TREDJE: Nogle få dage senere hyrer ofrets slægtninge advokater og truer Uber med sagsanlæg for uagtsomt manddrab. Virksomheden og familien indgår forlig i en fart. Erstatningens størrelse oplyses ikke, men der er tale om et beløb på mange millioner dollar.
ANDEN: Anklagemyndigheden i Tempe retsforfølger heller ikke firmaet, men påstår fem års fængsel til Rosa Hernandes, som ifølge anklagemyndigheden er den eneste ansvarlige for Molly Symanskis død.
TREDJE: Molly Symanskis umådeligt triste død.
Trommesolo og mørke.
RADIOSTEMME: Og nu tilbage til vores program, "Korte interview med usædvanlige kvinder".
Scene 4
Mørke. [...]
ROSIE: Jeg hedder Rose Mary Powell. Jeg er seks år gammel, og ... det er egentlig det hele.
KVINDELIG INTERVIEWER: Rosie bor i Plymouth med sine forældre og sin søster Hoppy. Der er gået tre år, siden bankassistenten Rose Thomkins besluttede sig for at lægge fortiden bag sig og helt bogstaveligt starte forfra. Hej Rosie — godt, du kunne komme.
ROSIE: Hej.
Stilhed.
INTERVIEWER: Hvordan har du det?
ROSIE: Fint.
Stilhed.
INTERVIEWER: Du har nok hørt det før, men du ser ikke ud som andre seksårige piger.
ROSIE: Jeg er seks et halvt.
Stilhed.
Ej, det er bare for sjov.
INTERVIEWER: Vil du fortælle os lidt om dit tidligere liv?
ROSIE: Ja, det vil jeg gerne.
INTERVIEWER: Så lad os gå i gang.
ROSIE: Ja, altså ... jeg er født i 1961 og ... Nåmen jeg blev gift. Jeg fik tre børn: to piger og en dreng, og ... ligesom alle andre fik jeg venner og gik på arbejde. Ligesom alle andre blev jeg skilt, og ... Ja, jeg ved ikke, hvad mere?
INTERVIEWER: Var Rose Thomkins liv normalt?
ROSIE: Øhm ...
Stilhed.
Det var måske ikke altid nemt. Nogle gange var det ... smerteligt. Jeg led af alvorlige depressioner og havde brug for hjælp og behandling og ... indlæggelser.
INTERVIEWER: Mhm.
ROSIE: Ja øh ... Først mistede jeg mit job, og ... så mistede jeg alt.
Stilhed.
Folk har det med at undgå én, når de finder ud af, at man går rundt med en tøjabe i håndtasken.
Stilhed.
INTERVIEWER: Hvordan var din ... transition? Hvordan ... fungerede det?
ROSIE: Øh ja altså ... Det er en af de ting, der overrasker folk mest, for svaret er ikke ... Jeg mener, jeg er ikke sikker på, at jeg er transitioneret — jeg synes ikke, begrebet er ... Jeg ved det ikke. Jeg har på mange måder altid ... altid været den, jeg er nu. Den eneste forskel er, at i lang tid tillod jeg mig ikke at være mig selv. Jeg hadede mig selv for at være den, jeg er, og straffede mig selv for at ... Og tit ville jeg bare gerne dø. Ja. I mange år ville jeg gerne dø, og pyh, det er meget trættende. Det er en udmattende måde at leve. Når jeg tænker på mit tidligere liv, så husker jeg det ... som at jeg altid var meget træt og ... altid splittet. Så en dag gik det op for mig ... Jeg forstod, at det, som jeg inderst inde ønskede mig, ikke var at dø, men at slippe for den splittelse.
Stilhed.
INTERVIEWER: Hvad gjorde du så?
ROSIE: Det eneste, jeg kunne gøre.
Stilhed.
Hvis jeg ville leve videre, kunne jeg kun gøre det på den her måde.
Stilhed.
Jeg tog det op med mor, og hun sagde, at det gav god mening.
INTERVIEWER: Når du siger mor, så mener du ...
ROSIE: Dr. Jessica Powell.
INTERVIEWER: Som har været din behandler de seneste 12 år?
ROSIE: Mhm.
INTERVIEWER: Din behandler, som blev din "mor" efter din ... livsændring.
ROSIE: Mhm, altså ...
Stilhed.
Jeg vil ikke sige, at hun "blev" min mor. Jeg tror, hun allerede havde været min mor længe. Lige siden vi mødtes, tog hun ... Dr. Powell hånd om mig, hun elskede mig, og hun ... viste mig vejen. Jeg ved ikke — jeg har altid set hende som en mor. Og jeg er sikker på, at hun så mig som sin lille pige, men jeg havde jo en vis alder ... Jeg kunne nærmest være hendes mor! Så det kunne ikke lade sig gøre! Det virkede umuligt. Der var så meget mellem os, der hele tiden tilsagde os, at det ikke var muligt. Det ville ikke være passende! Det ville aldrig gå an. Indtil jeg en dag ikke kunne klare det længere, og ... jeg bare spurgte hende ligeud.
Stilhed.
INTERVIEWER: Du spurgte hende ligeud.
ROSIE: Mhm.
INTERVIEWER: Hvad spurgte du hende om?
ROSIE: Om jeg måtte kalde hende mor.
Stilhed.
Jeg sagde til hende: "Jessica, må jeg kalde dig mor?"
Stilhed.
INTERVIEWER: Og hun sagde ja.
ROSIE: Hun begyndte at græde. Vi græd begge to. Og hun sagde ja.
Stilhed.
Hun omfavnede mig og kyssede mig på kinderne. Hun sagde jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig. Det var meget fint.
INTERVIEWER: Kort efter flyttede du ind hos Dr. Powell og hendes familie.
ROSIE: Mhm.
INTERVIEWER: Har du brudt forbindelsen for altid til Rose Thomkins børn?
ROSIE: De er stadig mine børn. Der er ingen grund til at kalde dem ...
INTERVIEWER: Jeg beklager.
ROSIE: Nej, det er okay. Jeg har ikke ... Jeg har ikke taget kontakt endnu. Og sådan ... har jeg nok brug for, at det er i et stykke tid. Men jeg kunne godt tænke mig ... Hvis de en dag skulle få lyst ... så vil jeg rigtigt gerne ... Ja. I fremtiden vil jeg gerne.
Stilhed.
INTERVIEWER: Hvordan ser en dag ud i lille Rosies liv?
ROSIE: Ja altså ... jeg vågner om morgenen. Så tager jeg tøj på. Så leger jeg med min søster, og ... hjælper mor i hjemmet. Bagefter gør vi klar til frokost, og ...
INTERVIEWER: Hvad leger du med din søster?
ROSIE: Øh ... alt muligt. Vi farvelægger og ... Jeg ved ikke. Jeg kan godt lide at farvelægge. Hun kan bedre lide andre ting — hun kan godt lide Gurli Gris.
INTERVIEWER: Gurli Gris?
ROSIE: Ja, det er en grisling. Jeg kan også godt lide Gurli Gris, men Hoppy kan lide Gurli Gris endnu mere, end jeg kan.
Stilhed.
Jeg tror, det har reddet mit liv at lege med Hoppy. Hun passer godt på mig. Jeg har ikke længere tankespind og brug for medicin.
Stilhed.
INTERVIEWER: Hvor gammel er hun?
ROSIE: Hun er otte. Hun er den ældste.
Stilhed.
INTERVIEWER: Tror du virkelig, Hoppy ser dig som sin lillesøster?
ROSIE: Mhm. Ja.
Stilhed.
Det tror jeg virkelig. Hele min familie forstår fuldkommen, hvem jeg er, og accepterer mig og elsker mig, men jeg tror, at for Hope har processen været ... ekstra nem. Jeg tror
på en måde, at hun er født ind i en verden, hvor de her ting ikke betyder så meget, som de måske gjorde for tid tilbage. I de kommende år bliver det måske mere og mere almindeligt for folk at leve i overensstemmelse med den alder, de virkelig føler sig, uanset hvad der står på deres kørekort.
INTERVIEWER: Så tror du, at folk generelt ser dig som én, der er ... forud for din tid?
ROSIE: Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.
Stilhed.
Jeg ved det ikke.
INTERVIEWER: Tror du, at folk ser dig som en almindelig lille pige?
ROSIE: Øhm ... Jeg ved det ikke. En del af mit nye liv består i beslutningen ... den faste beslutning ... om ikke at bekymre mig ret meget om, hvordan alle andre ser mig. Jeg ved godt, at jeg ikke ser ud ligesom andre piger på min alder. Jeg ved også godt, at jeg ikke taler ligesom
dem eller opfører mig ligesom dem ... Jeg har accepteret, at jeg er anderledes, og jeg synes ikke, at min forskelligartethed er et problem. For mig er den ikke noget problem.
INTERVIEWER: Men kan du forstå, at det kan virke underligt for nogle?
ROSIE: Øhm ... Jeg tror ikke, at folk inderst inde synes, det er underligt. Jeg tror, at når folk siger, at de synes, "det er underligt", eller at de "ikke forstår det", mener de i virkeligheden, at de synes, det er forkert. Selvfølgelig forstår de det da, det er ikke ... Det er ikke så svært at forstå! De synes bare ikke, det passer sig. De synes, det er ... snyd. Det, de ikke forstår ... Jeg tror, at det, de ikke forstår, er at ... jeg ikke har valgt at være en seksårig pige. Jeg er en seksårig pige, fordi det er sådan, jeg føler mig ... inderst inde ... dybest i min sjæl. Det er ikke, fordi jeg godt kan lide at sove med min dukke, det er bare fordi, at hvis jeg ikke har min dukke, når jeg skal sove, så bliver jeg bange. Og så græder jeg. Det er ikke en ... ængstelse, jeg bare finder på og blot kunne beslutte ikke at have. Det ville svare til at bede dem om at holde op med at være sultne eller lade være med at fryse.
Stilhed.
INTERVIEWER: Så hvad vil der ske fra nu af? Er du seks år gammel for evigt eller ... vokser du op?
ROSIE: Øhm ... Det kommer an på, hvad jeg føler, vil jeg tro. Hvis jeg stadig føler mig seks år gammel om et år ... så er jeg stadig seks år gammel til den tid, men ... jeg vil selvfølgelig gerne vokse op. Jeg vil gerne blive en stærk og voksen kvinde ligesom min mor. Jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til det, men jeg vil gerne, ja. Jeg vil gerne.
Stilhed.
INTERVIEWER: Interessant.
ROSIE: Tak.
Stilhed.
Jeg har også overvejet den mulighed, at jeg bare kan springe de kedelige år over og gå direkte til alt det med drenge. (Hun ler.) Og jeg har vel god tid til at tænke over det.
INTERVIEWER: Du er en fin lillepige, Rosie.
ROSIE: Tak.
INTERVIEWER: Tak for at dele din historie med os.
Mørke og sød musik.
Scene 6
Mørke.
ROBERTA: Lad os sætte os i Margaritas sted et øjeblik. Margarita er en figur, jeg har fundet på. Lad os sige, at hun er ... en pige født ind i en familie af småejere i år 1500. Hun er for eksempel møllerdatter. Hvis hun overlever sit første leveår og ikke omkommer i krig eller pestudbrud, vil Margarita leve et liv på omkring 30 år. Det er den gennemsnitlige levetid på hendes tid.
Lys langsomt op.
ROBERTA: I løbet af sine 30 leveår vil Margarita møde mellem 50 og 150 mennesker. Hun vil tale med omkring en snes af dem og regne otte—ti stykker for ... nærtstående. Hun vil i løbet af sit liv have sex med en enkelt eller to, føde mellem tre og seks børn, besøge en landsby eller to, høre et eller to sprog talt og smage godt og vel et dusin forskellige fødevarer. Hun vil aldrig læse en bog eller tage på en rejse eller bestige et bjerg, hun vil aldrig møde et menneske fra et andet land ... og hun vil aldrig få havet at se.
Stilhed.
Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at når Margarita fylder 30 og ligger på sit dødsleje, vil hun med hele sin sjæl beklage, at hun ikke får 30 år mere at leve i. Ikke at kunne leve ... til man er 60, kan De forestille Dem det? Hun ved godt, at det er et "urimeligt ønske", for ingen lever, til de er 60! Margarita kender afgrødernes cyklus, og ved at observere markerne har hun lært, at alt, hvad der fødes, må dø. Det er livets lov. Sådan har det altid været. Alligevel er der en del af hende ... som synes, at det er uretfærdigt. Hun tænker på, at der er en verden derude fuld af steder, hun aldrig har set, og ting, hun ikke har prøvet, og mennesker, hun ikke har mødt. Nu, 500 år senere, er vores forventede levetid tre gange længere end Margaritas. Men vores frustration er nøjagtigt den samme. Og sådan når vi frem til konklusionen: Livslysten ikke er aldrig et urimeligt ønske. Det er ekstremt svært at nå at blive lykkelig på bare 85 år.
Lys.
Jeg hedder Roberta Flax. Jeg er industriel designer og deltager i 2045–initiativet.
INTERVIEWER: 2045–initiativet er en non–profit organisation dannet af videnskabsfolk, filosoffer og ingeniører fra hele verden. Organisationens formål er at gøre det muligt at overføre menneskelig bevidsthed til kunstige anordninger for at forlænge livet til udødelighedens grænse. Godaften, Dr. Flax.
ROBERTA: Godaften. Tak for invitationen.
INTERVIEWER: Hvilken opgave har De helt konkret i 2045–initiativet?
ROBERTA: Mit hold er hovedsageligt optaget af at udvikle kunstigt væv. Men personligt kan jeg godt lide at involvere mig i alle projektets faser og lag. Dem er der mange af! Jeg oplever ... Jeg oplever, at vi befinder os i en fascinerende tid. Det er første gang siden rumkapløbets gyldne tider, at så mange kloge hoveder har arbejdet sammen i en fælles mission.
INTERVIEWER: Deres organisation har sat sig selv en meget ambitiøs tidslinje.
ROBERTA: Meget ! Meget ambitiøs!
INTERVIEWER: Jeg kan forstå på Dem, at projektet kun er i sin første fase.
ROBERTA: Netop. I starten af 2025 vil vi præsentere avatar 1: den første menneskelignende krop, der er i stand til at opfatte virkeligheden og forholde sig til den på samme måde og lige så ... sindrigt som menneskekroppen. Vi taler her om bevægelsesfrihed, fysiske og verbale udtryk, opfangning og behandling af indtryk, hukommelse og følesans ... Det hele!
INTERVIEWER: Det ville være en kunstig anordning, en robot—
ROBERTA: Ja.
INTERVIEWER: —med kunstig intelligens?
ROBERTA: Nej. Nej—nej. Avataren er ikke intelligent.
INTERVIEWER: Åh.
ROBERTA: Nej, faktisk er kunstig intelligent et modebegreb, som vi ikke rigtigt bruger.
INTERVIEWER: Aha.
ROBERTA: Det, jeg mener, er, at de personlige assistenter på vores telefoner og de apps, som vi bruger nu om dage til at generere billeder og skrive tekster ... De bruger alle sammen maskinlæring. De er kraftfulde computeralgoritmer trænet til at simulere menneskeligt ræsonnement.
INTERVIEWER: Javel.
ROBERTA: Og de er skam et brugbart værktøj! En dag kan de blive det. Men ... de er ikke intelligente ... og det bliver de formentlig heller aldrig. De træffer ingen beslutninger og har ingen fri vilje—
INTERVIEWER: Jeg er med.
ROBERTA: De har ikke den evne, som vi mennesker har, til at skabe noget ud af intet. Det, vi vil skabe, og som vi er i gang med at skabe, er netop dette: en kunstig anordning, som en dag kan bebos af et menneskesind.
INTERVIEWER: Kun kroppen.
ROBERTA: Det er ikke så lidt! Menneskekroppen er en perfekt maskine.
INTERVIEWER: Og ikke desto mindre er Deres mål at udskifte den.
ROBERTA: Øhm—
INTERVIEWER: Når først avataren er klar, begynder anden fase. Håbet er at omplante en menneskehjerne til denne kunstige krop før år ... 2035.
ROBERTA: Ja altså, det er ikke som sådan en transplantation. Tanken er ... Tanken er at skabe et interface, der gør det muligt for hjernen at kontrollere avataren på samme måde, som den nu kontrollerer den naturlige krop. Den eneste forskel er, at hjernen ikke nødvendigvis vil være placeret inde i avataren.
INTERVIEWER: Og hvorfor så ikke det?
ROBERTA: Altså der er jo sikkerhedshensyn, ikke sandt? Men mest af alt er det et spørgsmål om effektivitet. Fra et rent funktionelt synspunkt ville det være gal mands gerning at foretage en transport fra et sted til et andet af et organ, som alene for at være tændt forbruger 40 procent af kroppens energi. Den procentdel er helt uhørt i forhold til andre pattedyr, som kan nøjes med en eller fire procent. Mennesket har udviklet en meget kraftfuld hjerne, og hvis vi vil bevare den og fortsat lade den udvikle sig, har vi ikke andet valg end at overskride biologien. I den forstand er det meget mere lønsomt og meget mere sikkert at opbevare hjernen uden for kroppen i en slags kontrolenheder, en art ... beholdninger.
INTERVIEWER: Beholdninger.
ROBERTA: Ja, beholdninger, rum ... selvsagt med maksimal sikkerhed, og hvor man lagrer og opbevarer de hjerner, der fjernstyrer robotkroppene.
INTERVIEWER: Avatarerne.
ROBERTA: Netop.
INTERVIEWER: Men år 2035 er kun ti år ude i fremtiden.
ROBERTA: Det er en kolossal udfordring. Men vi har sat holdet, vi har udviklet konceptet, og vi har allerede de fleste af de mekaniske komponenter. Vi har endda gennemført nogle tilfredsstillende testkørsler og ... Ja.
Stilhed.
Vi er meget tættere på, end det lader til.
INTERVIEWER: Deres organisation håber på at nå projektets slutfase i 2045.
ROBERTA: Ja.
INTERVIEWEREN: Målet er så at downloade menneskesind direkte i kunstige kroppe.
ROBERTA: Netop.
INTERVIEWEREN: Hvordan er det anderledes end den forrige version?
ROBERTA: Netop. Den vigtigste forskel er, at det organiske element forsvinder. Hvis det i 2045 er lykkedes os at skabe en computer, som modsvarer eller overgår menneskehjernens databehandlingskapacitet ... Så behøver vi ikke hjernebeholdningerne længere, vel? Vi vil være i stand til at overføre brugerens personlighed, minder og hele bevidsthed til maskinen og skille os af med hjernen, når først det er gjort.
INTERVIEWER: De mener tømme hjernen og ...
ROBERTA: Mhm.
INTERVIEWER: ... smide den i skraldespanden?
ROBERTA: Altså De må forstå, at så længe systemet fortsat er afhængigt af et enkelt organisk og derfor nedbrydeligt element, er vi stadig udsatte for aldring og død. Hvis vi derimod formår at huse bevidstheden i en krop lavet hundrede procent af dele, der kan repareres og opgraderes, så vil intet afholde os fra at forlænge vores levetid, så længe ...
Stilhed.
INTERVIEWER: Så længe hvad?
ROBERTA: Så længe vi vil.
INTERVIEWER: Vil De gerne leve evigt, Dr. Flax?
ROBERTA: Jeg ... øhm. Jeg mener ikke, at det spørgsmål ... (pause) Vil De da gerne dø?
INTERVIEWER: Mig?
ROBERTA: Jeg mener ... Vil De gerne dø? Jeg har ikke lyst til at blive ramt af sygdom om tre måneder eller blive kørt ned af en spritbilist på vej hjem, når vi er færdige her til aften. Jeg ... vil leve! Jeg ved ikke, om jeg gerne vil leve i firs år eller i hundrede eller i tusinde. Jeg ved det ikke. Eller tre millioner! Jeg aner det ikke. Evigheden er et mysterium, og nu driver vores nysgerrighed os til at udforske dette mysterium, ligesom nysgerrighed i sin tid fik os til at udforske verdenshavene ... Forestil Dem at opleve århundreders lærdom og forskning og tænkning. Tænk Dem, hvordan en melodi ville lyde, der blev perfektioneret over tusinde år.
INTERVIEWER: Tror De, vi ville være lykkeligere, hvis vi levede længere?
ROBERTA: Jeg tror, at hvis vi levede i en verden uden ulykker og sygdomme ... Jeg tror det.
INTERVIEWER: Og hvad vil der ske med de mennesker, som ikke har lyst til at leve evigt? Vil de være dømt til udødelighed?
ROBERTA: Det er et spørgsmål, vi ofte bliver stillet, og selvfølgelig er svaret ... nej. Vi vil ikke dømme nogen til noget. Faktisk er udødelighed ikke et ord, vi bruger. Det, vi gerne vil tilbyde, er ikke–dødelighed.
INTERVIEWER: "Ikke–dødelighed".
ROBERTA: Muligheden for at leve. Simpelthen. Når det så er sagt, så lad os se på ... Hvad kan få et menneske til at ville dø? Ønske at dø? Er det fysisk smerte? Handicap? Resultatet af en ulykke, der har vansiret ens krop eller gjort den ufunktionsdygtig? Sorgen over tabet af en elsket? En klinisk depression, som lægerne ikke forstår og ikke kan afhjælpe?
Stilhed.
Er det ængstelsen over ikke at have levet det liv, vi gerne ville, over at være ældet uden at opdage det, over ... ikke at have haft tid nok?
Stilhed.
Forestil Dem, at vi kan løse alle disse problemer med ét slag. At vi kan udrydde smerte, sygdom og tab ...
Stilhed.
Det tror jeg vitterligt på. Jeg tror ... at hvis vi gør livet til et vidunderligt sted at være, så vil mange mennesker ønske at blive her til evig tid.
Stilhed.
INTERVIEWER: Var det, hvad Monica Flax ønskede sig?
Stilhed.
ROBERTA: Hun var glad for livet, ja.
INTERVIEWER: Hun er et af de mange mennesker, som deltog frivilligt i Deres forskning.
ROBERTA: Netop.
Stilhed.
INTERVIEWER: Og hun er desuden Deres mor.
ROBERTA: Ja. Det er hun.
INTERVIEWER: Var det en nem beslutning?
ROBERTA: Altså øh min mor havde været syg i flere år. Kræft. Da lægerne fortalte hende, at hun kun havde måneder tilbage at leve, syntes hun ... Så syntes vi begge to, at det gav mening at gøre forsøget.
INTERVIEWER: Gøre forsøget.
ROBERTA: Forsøge at adskille hendes sunde hjerne fra hendes syge krop og holde hende i live. Og aktiv. Med kunstig livsforlængelse.
Stilhed.
INTERVIEWER: Og det lykkedes Dem.
ROBERTA: Ja, vi nåede ... vores mål. Mm.
Stilhed.
INTERVIEWER: Deres organisation har kaldt det en historisk begivenhed.
ROBERTA: Det er en historisk begivenhed. Det er det uden tvivl. Fru Flax, min mor, har slået rekorden — ja, faktisk sprængt den — for, hvor længe en hjerne kan leve uden for kroppen. Det er et kolossalt fremskridt, og—
INTERVIEWER: Hvor længe taler vi—
ROBERTA: Tre måneder.
INTERVIEWER: Deres mors hjerne har altså befundet sig tre måneder uden for hendes—
ROBERTA: Ja, 92 dage. Det er et enormt fremskridt, og samtidig er vi os meget bevidste, at det bare er begyndelsen. Vi har brug for mere tid og især mere finansiering for at—
INTERVIEWER: Er Deres mor i live, Dr. Flax?
ROBERTA: Ja. Hun er i live.
Stilhed.
Hun er i live.
INTERVIEWER: Skal vi så ikke byde hende velkommen ved at klappe hende ind?
Klapsalve. En produktionsassistent triller en vogn ind med MONICA, en robotbuste der efterstræber et realistisk look, men fremstår pompøs og usofistikeret. Den smiler helt ubevægelig.
INTERVIEWER: Det, vi har her, er altså en robot, der er fjernstyret af Deres mors hjerne?
ROBERTA: Præcis. Det, vi har her, er ... en person, som interagerer med os gennem en anordning. Den er meget mere simpel end avater 1 vel at mærke. Som sagt er det her et eksperiment. En slags fase nul. Hverken avataren eller computerkapaciteten er endnu ...
INTERVIEWER: Men hun kan høre, hvad vi siger, ikke sandt?
ROBERTA: Ja da! Vi ... (til MONICA) Mor! (pause) (til INTERVIEWEREN) Hun kan høre alt, hvad vi siger, men hun reagerer ikke altid lige med det samme. Reaktionstiden varierer afhængigt af den information, hun skal behandle, og det her sted er jo nyt for hende med mange—
MONICA: Hej.
ROBERTA: Se, der var hun. (til MONICA) Mor, kan du høre os?
Stilhed. MONICA reagerer ikke og rører ikke på sig.
INTERVIEWER: Godaften, fru Flax.
Stilhed.
MONICA: Det ser ikke pænt ud med nye strømper til gamle sko.
Stilhed.
ROBERTA: Hun kan godt nogle gange være lidt—
MONICA: Den lange eftermiddag på kontoret hos Theodore Collins Engine Enterprises. Fire siberiske slædehunde i optagelserne til filmen Ulvehunden. De kom aldrig hjem. Godnat. Hej. Jeg er faret vild.
ROBERTA: Du er til interviewet, mor.
MONICA: Jeg forstår ikke, hvor jeg er.
ROBERTA: (højt) Du er til interviewet. Kan du huske, at jeg fortalte dig, at vi skulle interviewes?
Stilhed.
Hun taler meget om hunde. Mor elsker hunde.
INTERVIEWER: Monica har ikke sine evners fulde brug for tiden?
ROBERTA: Øh ikke helt. Hendes hjerne er i tiptop form. Vi tror, den er i tiptop form. Men det interface, vi har udformet til at kommunikere med hendes hjerne, er endnu ikke kraftfuldt nok til at behandle de milliarder af datapunkter, som menneskesindet udsender hvert sekund. Lige nu kan vi kun behandle en del af hjernens aktivitet.
INTERVIEWER: Hvor stor en del?
ROBERTA: Omkring seks procent.
INTERVIEWER: Seks procent?
ROBERTA: Det er meget mere, end hvad der nogensinde er lykkedes tidligere! Og jeg må insistere på, at det er ikke, fordi de andre 94 procent er gået tabt—
INTERVIEWER: Vi har bare ikke adgang til dem.
ROBERTA: (pause) Vi har bare ikke adgang til dem. Endnu. Men—
MONICA: (synger) Touch me in the mornin'
ROBERTA: Mor.
MONICA: (synger) Then just walk away
ROBERTA: Mor, vent lige—
MONICA: (synger) We don't have tomorrow / But we had yesterdaaaaaaaaaaaay
ROBERTA: Undskyld, nogle gange—
INTERVIEWER: Jeg forstår.
ROBERTA: Hun er længe om at komme i gang, og når så først— (til MONICA) Mor!
INTERVIEWER: Helt i orden.
ROBERTA: Så!
INTERVIEWER: Dr. Flax.
ROBERTA: Hun er færdig. Ja?
INTERVIEWER: Når De ser på MONICA, ser De så Deres mor?
ROBERTA: Hun er min mor.
Stilhed.
INTERVIEWER: Selv om—
ROBERTA: Jeg mener ... Antennen her — undskyld mig — antennen her kommunikerer direkte med min mors frontallap.
INTERVIEWER: Javel.
ROBERTA; Jeg ved godt, det virker underligt, men objektivt set ... Jeg kan godt forstå, at seks procent ikke lyder af meget. Det er det heller ikke! Men det er mere end ... Forstår De, hvad jeg mener?
MONICA: (synger) Touch me in the mornin'
ROBERTA: Mor, hold nu op. Det er ikke det rigtige—
MONICA: (synger) Then just walk away
ROBERTA: MOR!
MONICA holder pludselig inde. Lang stilhed.
INTERVIEWER: Der er måske dem, der mener, at det netop er livets finitte natur, der gør os menneskelige.
ROBERTA: Måske. Jeg ved det ikke.
Stilhed.
Jeg synes, at de mennesker har et meget trist syn på, hvad det vil sige at være menneske. Det er svært for mig at affinde mig med at mene, at jeg er menneskelig, fordi jeg er lavet af kød og indånder ilt og derfor er forudbestemt til at rådne op. Vores menneskelighed er det, der er indeni! Og det trygler om at blive sat fri.
INTERVIEWER: Dr. Flax og Monica, mange tak begge to.
ROBERTA: Tak, fordi vi måtte komme.
Mørke.
Oversat til dansk teaterprogram fra det catalanske skuespil Entrevistes breus amb dones excepcionals © 2023 af Joan Yago. Opført på Cataloniens Nationalscene. Scenerne 3, 4 og 6 opført på Blaagaard Teaters Pink Pavilion Festival i København i 2026.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Værket består i fiktive interview med foruroligende kvindefigurer.
Scene 1: en ukrainsk model forsøger at forvandle sig til en Barbie-dukke
Scene 2: en politiker rundet af den libertære konservatisme vil have skydevåben på skolerne
Scene 3: en førerløs bil kører en hjemløs kvinde fatalt over under en testkørsel
Scene 4: en ældre dame beslutter, at hun er en lille pige, og flytter ind hos sin terapeut
Scene 5: en farmerduo synget duet: "You are my sunshine"
Scene 6: en transhumanistisk videnskabskvinde holder sin mor kunstigt i live som en hakkende avatar
Scene 7: mænd i studiet kommenterer disse besynderlige damers projekter
Scene 8: en af landbrugerne i duetten er så begejstret for et kosttilskud, at det gør hende blå
