DRUK | oversat fra engelsk
Kafunda
Jeg sidder i en bar, som ligger i ruiner. Det er en postakopalyptisk bar midt i Dagoretti, klemt inde mellem et elendigt dhobi–vaskeri ejet af en vis N'ganga, sådan som skiltet med den usikre skrift ved indgangen kundgør, og et slagteri så grimt, at det skærer i øjnene. Foran det står en stor mand med uhyggeligt store bakkenbarter hen over det halve ansigt og ryger en cigaret, som han klemmer om med sine blodige pølsefingre. Det er svært at afgøre, om det er fingrene, der bløder, eller om blodet kommer fra kødet.
Baren er snavset og højlydt, og fuldemandslatteren giver genlyd i den. Der er ikke nogen egentlig bardisk. Drikkevarerne bliver serveret af en hånd gennem et vindue med trådnet for. Man henter dem selv. Før i tiden var her servitricer, men folk giftede sig med dem eller ragede rask væk på dem. Ejeren skilte sig af med dem alle sammen — og med dem også mange af sine udgifter. Der var brok i en uges tid, men på den anden side kan man jo ikke drikke servitricer. Så længe alkoholen stadig flød, hvem var vi så at klage? Gulvet er slet ikke noget gulv, men den bare, ofte støvede jord. Barens blotte størrelse tvinger mænd til at gå sidelæns ind i den. Toilettet ligger op mod en mur nede bagved, som nu har en farve, der ikke findes i farvehjulet. Hvis man skal lave stort, går man hjem.
Baren har aldrig lukket.
Den har heller aldrig fået noget navn. Ingen ved, hvad den hed før i tiden. Stedets historie er lang og lige så svær at gennemskue som det dystre lokale. Vi kalder alle sammen bare baren for Kafunda, Uganda–slang for smugkro, og det er kærligt ment. Baren er en slags familie. Den er et sted, hvor mænd kommer for at trække på energien fra andre mænd, som kommer her for at udleve deres laster. Det er et rum fuldt af frustrationer, javel, men også af vanvittig glæde og kammeratskab. Vi kender alle sammen hinandens fornavn.
Derovre har Maish slået røven i sædet. Det forlyder, at han engang arbejdede for en stor ngo i Somalia. Nu kører han angiveligt tømmerindustrien her i byen. Ved siden af ham sidder Nduko, den magreste mand i lokalet og lidt af en legende. Han er kendt for at blive i baren i tre dage i træk og kun forlade den, når han skal bruge et rigtigt toilet. Ham, som går forbi os nu i en Stetson–hat, er ejeren. Han hedder Wa Mwangi, og han smiler aldrig, selv om han er en omvandrende ironi: Han er en afholdsmand, som taler sine kunders sprog flydende. Jeg har enorm respekt for Wa Mwangi, for han er lærd og disciplineret og passer altid bare sig selv og sin forretning, som er Kafunda. Spredt ud i baren befinder sig de sædvanlige mistænkte: Jimmy, som er regnskabsfører, Paul, som driver et trykkeri, bankmanden John, Anto fra rådhuset, Warue med lastbilen, som transporterer landbrugsprodukter fra Kerugoya og ... nej, jeg kan altså ikke sidde her og opremse alle navnene.
Wa Mwangi stiller sig hen foran mig, da jeg fortæller fyren ved siden af mig om, hvorfor Land Rover 110 er den bedste bil, som Land Rover nogensinde kommer til at lave. Jeg hader, når folk afbryder mine tanker, men det her er Wa Mwangi, og han er kaptajnen. Han læner sig ind over min øl og siger: "Din bror er her." Så vender han sig om og nikker mod udgangen: "Udenfor."
Jeg betragter hans bløde dobbelthage og blinker. "Hvad for en bror?" spørger jeg.
"Din," mumler han.
"Jeg har ikke nogen bror," siger jeg.
Han trækker på skuldrene og siger: "Haya basi, lakini ujumbe umepata. Så siger jeg det til ham, men nu har du i alt fald fået beskeden."
Jeg nipper til min vodka og stirrer ud mod indgangen. Vodkaen er varm i min mund. Jeg er ikke vant til at drikke vodka, men det er det eneste, jeg har råd til, som jeg får et kick ud af. Hvorfor ellers drikke, hvis ikke det har nogen virkning? Det er som at spise grøntsager for D–vitaminens skyld. Jeg snøfter og vender mig om mod den herre, som nu må vente på mine ophøjede indsigter i bilindustrien og giver ham besked på at vente, som var han min hund. Så rejser jeg mig op og undskylder hele vejen ud forbi andre knæ, for vi sidder alle sammen på én lang, vakkelvorn bænk på Kafunda. En af mændene råber til mig: "Utarudi hapa tu! Du skal nok komme tilbage!", og der lyder en syg latter.
Udenfor skinner solen. Jeff står lænet op ad sin sølvfarvede Prado TX og ordner ting på telefonen. Hans bryllupsring skinner for meget i solen, men ikke nær så overdrevet som hans selvretfærdighed gør, da han omsider ser op for at stirre på mig, som var jeg en foragtelig synder.
"Vil du have et glas?" spørger jeg ham, da vi giver hinanden hånden.
Han ser på sit ur og griner lidt: "Klart, men ikke før om syv timer. Den er 11 om formiddagen, Larry." Han nikker over mod vores Kafunda: "Hvad er klokken derinde?"
"Tiden findes ikke derinde," siger jeg muntert. Jeg var måske, måske ikke fuld.
"Mor gør sig bekymringer om dig," siger han. "Du tager ikke telefonen, når hun ringer. Og heller ikke, når jeg ringer."
Jeg roder i mine lommer efter en cigaret og finder et skod, som jeg stikker ind mellem læberne. "Har du en lighter?"
"Jeg ryger ikke længere," siger han og ser væk.
"Nåhr nej, du er jo gift nu," mumler jeg for mig selv. Jeg går over mod en kiosk og indser, at jeg ikke har nogen penge, så jeg går tilbage til Jeff og beder ham om nogle småpenge. Han rækker mig en seddel på 100 moneter fra sin lomme. "Tak," siger jeg og går baglæns over mod kiosken. "Må jeg beholde byttepengene?"
Han sender mig et træt grin.
"Du er altså nødt til at ringe til Mor. Hun er bekymret for dig," siger han, da jeg vender tilbage med cigaretten brændende mellem fingrene.
"Det skal jeg nok. Jeg har bare haft lidt travlt." "Med hvad?"
Jeg glor på ham og kan se på hans blik, at han ved, hvordan det er fat. "Ting."
"Ja, det kan i alt fald ikke være med arbejdet, for du har ikke længere noget job. Du er blevet fyret."
Jeg sukker og tager et vredt hiv af cigaretten. Vi står og stirrer lidt på hinanden.
"Jeg får da bare et nyt job," siger jeg til sidst og ser til siden. Og det gør jeg da. Det var alligevel også et lortejob sådan at gå rundt på øverste etage med en knust sjæl og stirre på tal dagen lang og omgås kon-torkadavere i Pringle–sweatre.
"Du får i alt fald ikke noget job af at sidde og drikke i det her hul klokken 11 om formiddagen!" spytter han ud med en vrede, der overrasker os begge.
"Rolig nu ..." snøvler jeg. Vodkaen eksploderer i solen. Jeg kan mærke mine øjne løbe i vand.
"Du kan ikke blive ved på denne her måde, Larry. Det ved vi begge to. Du er nødt til at blive ædru, og du må gøre det nu med det samme, hvis ikke det skal blive meget værre."
"Du er sådan et surt ribs," siger jeg til ham. "Slap dog af, det er bare en overgang. Jeg har gode uddannelsespapirer, og jeg er god til det, jeg laver. Det her er bare en sabbatperiode for at sætte tingene lidt i perspektiv."
Han ser langsomt på mig, så scroller han igennem sine kontakter på telefonen og rækker den til mig: "Ring til Mor."
Jeg træder væk fra telefonen, som var den en slange: "Hvorfor det?"
"Fordi hun er din mor, og fordi hun er ude af sig selv af bekymring." Han bevarer fatningen og taler til mig som til et barn.
"Jeg ringer til hende senere." "Hvorfra? Fra en telefonboks?"
Jeg udstøder et lille grin. Det er et spyt af et grin.
"Din telefon er altid slukket," siger han. "Har du overhovedet en telefon?"
Jeg fisker i lommen og trækker ikke andet op end papirstumper, cigaretindpakning og gamle visitkort. "Jeg har den her et sted."
"Hør her, tal nu bare med hende, så er du sød," trygler han med telefonen rakt frem. Jeg stirrer på den. Så griber jeg den modstræbende og ringer til Mor. Telefonen ringer og ringer, og jeg beder i mit stille sind om, at hun ikke skal tage den. Gud hører mig, for hun tager den ikke. "Hun tager den ikke," siger jeg lettet og rækker Jeff mobilen tilbage.
Han tager telefonen og ringer op igen — måske vil han tjekke, at jeg rent faktisk ringede op. Men hun tager den stadig ikke.
"Der ser du. Hun tager heller ikke telefonen. Det ligger åbenbart til familien."
Vi venter lidt på, at Mor skal ringe tilbage. Vi småsnakker om ægteskab og alt relateret. De forsøger at få et barn, og det går ikke så hurtigt, som det skulle.
"Det er din sæd," siger jeg til ham. "Den er så anspændt."
Det griner han ad. Han siger, at han skal hilse fra Jennifer, og at hun har det godt, og at alle er ude af sig selv af bekymring over mig, fordi jeg tilbringer dagen i den her lurvede bar, og det passer overhovedet ikke, for jeg drikker i mange andre barer også.
Jeff er nødt til at gå. Jeg beder ham om et lille lån, og han lægger vægten over på det ene ben og siger: "De her små almisser hjælper dig ikke, Larry. Jeg giver dig gerne pengene, men hvad gør du med dem? Du bruger dem jo bare sammen med drukkenboltene derinde."
"Det skal du fandme ikke kalde dem!" snerrer jeg. "Hvornår blev du til en sidstedageshellig? Herregud, du er jo ikke til at holde ud."
"Jeg har ret, og det ved du også godt. Du er så meget bedre end de fyre, du drikker sammen med, Larry. Du er for god," siger han, "til alt dette fordærv, du skjuler dig bag."
"Fordærv," griner jeg hånligt. "Du er måske selv bedre?" spørger jeg. ”Bare fordi du dukker op her med din store bil og dit blå jakkesæt?"
"Det har ingenting at gøre med, hvad jeg kører i, og hvordan jeg klæder mig. Desuden kommer jeg direkte fra arbejde. Jeg tog mig tid til at lede efter dig, fordi Mor er ude af sig selv, og du opfører dig selvisk. Hvorfor søger du ikke hjælp? Vi kender steder, hvor du kan tage hen og blive et stykke tid, indtil du er ædru igen. Kom nu, mand."
Jeg siger til ham, at jeg har det fint og ikke har brug for hjælp. Jeg siger, at han skal holde op med at være så dømmesyg og med at forvente, at alle skal leve det samme liv som ham med hans smukke kone, som går i kirke og beder til Gud hver aften. Han ser såret ud, og det er lige før, jeg fortryder mine ord.
Han giver mig hånden til afsked og overrasker mig ved at trække mig ind i et kram. "Du er den eneste bror, jeg har," hvisker han. "Vil du ikke nok lade mig hjælpe dig? Vil du ikke nok?" Så lader han mig gå og klasker mig spøgefuldt på skulderen. "Du lugter for resten af lort."
Vi griner. Han sætter sig ind i sin store bil, og da han bakker væk, stikker han hovedet ud ad vinduet og siger: "Jeg sender dig penge på M-Pesa. Køb noget mad for pengene. Du ligner Uncle Jonah, bare med bændelorm."
Han er sjov, ham Jeff. Da han er væk, bliver jeg stående i solen en stund, mens jeg føler og ryger og stirrer ned i jorden. Da jeg går ind igen, er ham, som sad ved siden af mig, væk. Folk hader at høre om Land Rover 110. Men der er altid nogen andre, man kan fortælle om den legendariske bil.
