DØDENS BY | oversat fra norsk
I Ciudad Juárez siges det, at byen er i Guds hænder, fordi djævelen ikke tør komme dertil.
Af Eskil Engdal
— Víctor Martín Argüelles Pérez er den sidste, som bliver henrettet denne aften.
Den torturerede 30–åriges døde krop hænger i håndjern på et ståltrådshegn. Han er placeret lige dér, hvor to jernstænger mødes og danner et kors, for at det makabre tableau skal ligne en korsfæstelse. Øjnene er dækket af grå elektrikertape, for fødderne af ham ligger patronhylstrene efter de fire skud, som blev brugt ved henrettelsen, plus en papirlap med teksten: Me amarraron como un puerco. De klyngede mig op som et svin.
Der er ikke gjort forsøg på at skjule liget: Det hænger som et lysstofrør med ryggen til hovedfærdselsåren Avenida Tecnológico. Silhuetten af kroppen kan ses fra indkøbscentret, benzinstation, fortovet, parkeringspladsen og fra vinduerne på baren Seven & Seven.
To uger tidligere blev otte gæster slagtet inde på den samme bar: Overlevende fortalte, at de maskerede drabsmænd udvalgte deres ofre med ællebælle–metoden og hånlo, mens de pumpede bargæsterne fulde af bly med deres kalasjnikover. Efter massakren efterlod morderne sig en besked om, at det var en hævnaktion fra narkobaronen El Chapo, lederen af et af de karteller, der kæmper om herredømmet over Ciudad Juárez.
Ingen ved, om Víctor Martín Argüelles Pérez tilhørte et af kartellerne eller en af de andre kriminelle bander i byen. Sikkert er det, at hans liv ebber ud samtidig med august, og at han bliver hængende der som et udråbstegn til tallet, alle taler om denne aften: 306. 306 dræbte i august. Den blodigste måned i Ciudad Juárez’ historie.
Fremtidens by
Da magasinet Foreign Direct Investment i fjor kårede Ciudad Juárez til Fremtidens By, må den 54–årige mexicanske dollarmilliardær Joaquín Guzmán Loera have nikket anerkendende. Guzmán Loera, nummer 701 på tidsskriftet Forbes' liste over verdens rigeste mænd, havde for længst set, at fremtiden lå i Ciudad Juárez.
Han tænkte hermed ikke på byens gode infrastruktur og utallige industriparker — de såkaldte maquiladoras, som med billig arbejdskraft sætter færdigvarer sammen beregnet til det nordamerikanske marked. Han tænkte på den mest lukrative af alle eksportindustrier i denne grænseby:
narkotrafikken.
Kun floden Río Grandes tørre bredder skiller Ciudad Juárez fra den nordamerikanske naboby El Paso. Det er den ideelle transitkorridor for narkotika til det umættelige marked i USA. Mere end 90 procent af den kokain og 60 procent af den metamfetamin og den heroin, der bliver brugt i USA, bliver transporteret gennem Mexico eller produceret der. Den årlige værdi af handlen er beregnet til 25 milliarder dollar og genererer formentlig lige så store indtægter som halvdelen af Fortunes 500 selskaber. Joaquín Guzmán Loera med tilnavnet El Chapo — den bette — er Mexicos mest eftersøgte mand.
I årevis har han styret Sinaloa–kartellet, landets mægtigste narkokartel med hovedsæde i det vestlige Mexico. Narkoindustrien i Ciudad Juárez blev længe kontrolleret af rivalen Amado Carrillo Fuentes og hans Juárez-kartel. Amado havde tilnavnet Lord of the Skies — Himlenes Hersker — fordi han brugte en flåde på henved 30 Boeing 727-fly til at transportere colombiansk kokain til USA.
Juárez-bossen var kendt for sin hang til pæne klæder, smykker, store selskaber og hurtige biler. Selv blandt sine fjender blev han betragtet som en af de mest sofistikerede narkobaroner. Han ønskede sjældent synderlig opmærksomhed omkring sine likvideringer. Antagelig var Juárez-kartellet verdens største distributør af narkotika. Men da Himlenes Hersker døde under en plastikoperation i 1997, begyndte Juárez–kartellets magt at smuldre, og de rivaliserende bander begyndte forsigtigt at nærme sig kartellets territorier.
Verdens værste job
Vinteren 2008 dukkede der et urovækkende antal døde kroppe op langs de støvede gader i Ciudad Juárez. De var skamferede, kastrerede, brændt i tønder, opløst i syre. I ørkenen uden for byen blev der fundet biler proppet fulde med torsoer. Afhuggede hoveder blev rullet ind på natklubber med beskeder fæstnet mellem de døde læber.
El Chapo var kommet til Ciudad Juárez.
Kampen om smuglerruterne til USA og det lukrative hjemmemarked udviklede sig til ren krig. Krigen spredte sig over hele Mexico. Alene i Ciudad Juárez, en by med halvanden million mennesker, er 1500 mennesker blevet dræbt på kartellernes slagmarker i år. Mexico er i fare for at blive forvandlet til en narkostat så infiltreret og korrumperet af kartellerne, at retsstaten er i gang med at bukke under.
Mexicos præsident Felipe Calderón sendte i foråret en styrke på 10.000 gendarmer og føderale politifolk ind i Ciudad Juárez. Byen er under militært herredømme, men de kokaindrevne dødsmaskiner fortsætter bare med at rulle.
— Lige nu er det her verdens værste by at være borgmester i, siger manden der har jobbet, José Reyes Ferriz.
Han står ved vinduet på sit kontor og ser ud over Río Bravo, flodlejet som skiller den tredje verden fra den første. Reyes Ferriz har noget at have sine ord i: Et studie foretaget af den mexicanske organisation Consejo Ciudadano para la Seguridad Pública (Borgerrådet for offentlig sikkerhed) har netop rangeret Ciudad Juárez som verdens farligste by.
Ingen steder dræbes der hyppigere end her: 130 drab per 100.000 indbyggere om året. Byen har ikke set så meget blod siden den mexicanske revolution i 1910.
Det forkerte sted
Lyden af Ciudad Juárez er helikopterrotorernes tomme slag i luften, udrykningsbilernes vedholdende sirener, hylet fra et skud på afstand, den accelererende motor i en Humvee lastet fuld af soldater med tavse ansigter.
Dagsturisterne fra USA er holdt op med at komme, luderne og mariachi-orkestrene strejfer arbejdsløse rundt langs den dunkle boulevard Avenida Juárez. I løbet af de sidste måneder er 45 restauranter blevet lukket grundet byens selvpålagte udgangsforbud.
Selv på den simpleste restaurant må man banke på en lukket dør, før man bliver lukket ind. Flere af de døde, vi ser i Ciudad Juárez, ligger på trappen til en bar eller en restaurant: De blev indhentet i et desperat forsøg på at komme i sikkerhed for lejemordernes kugler.
Ciudad Juárez er en by, hvor man nemt kommer til at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg ser et eksempel på det en lummer tirsdag aften i bydelen Zaragoza. På et fortov ligger liget af en 38–årig, som naboerne identificerer som Tito. Ingen ved noget særligt om ham, andet end at hans bror var lærer og blev likvideret nogle dage tidligere
I det skrækslagne øjeblik, da Tito indser, at han står over for at lide sin brors skæbne, kaster han sig over en tilfældig forbipasserende kvinde og bruger hende som skjold. Hun bliver ramt af ni skud fra lejemorderne, men overlever. Tito dør.
I det, der nu bliver omtalt som de gode gamle dage i Mexicos narkoøkonomi, plejede drabene at være målrettede udrensninger i de øvre lag i hierarkiet eller rettet mod informanter, mod folk der stjal af varerne eller snød bosserne for kontanter. Nu ser det ud til, at alle og enhver kan blive det næste offer. Alliancerne skifter ustandseligt, og mange lejemordere ved ikke, hvilket kartel de arbejder for.
— Det har været slemt. Nu er det værre. Fabrikkerne lukker eller betaler slavelønninger, man ikke kan overleve på, så antallet af narkomaner og dealere i byen er eksploderet. Der er tusindvis af steder i Ciudad Juárez, hvor man kan købe dope. Enkelte steder kan man få et skud heroin for to en halv dollar. Byen har mere end 150.000 narkomaner. Det er et enormt marked. Derfor er hvert eneste hjørne i byen værd at dræbe for, forklarer den amerikanske forfatter Charles Bowden, som har skrevet flere bøger om Ciudad Juárez, og fortsætter:
— Der er 500 bander i Ciudad Juárez. Uanset hvor man befinder sig, er man på en bandes territorium. Det gode er, at man aldrig føler sig alene. Det dårlige er, at man kan blive dræbt når som helst.
Sølv eller bly
Lyden af Ciudad Juárez er også mødrenes, fædrenes, kæresternes, sønnernes og døtrenes jamren. Det er skrigene fra den 27–årige Manuel Moreno Guzmáns mor inde fra huset, som hun ikke tør forlade. Sønnen var kommet på besøg fra San Diego, og nu ligger den gennemhullede krop under et beskidt lagen på trappen til hans barndomshjem.
Det er råbene fra gadeklovnen og jongløren Juniors mor, idet hun kommer løbende gennem en af byens parker. Vi så ham tidligere på dagen, da han stod i et gadekryds stående på skuldrene af en anden mand og jonglerede med fakler. Nu ligger han livløs med blodet silende ned over den hvidmalede klovnemaske.
— Junior, rejs dig op! Junior, rejs dig op! råber moren til ingen verdens nytte, for Junior er den sjette eller syvende, der denne dag har fået den uigenkaldelige dom fra narkobaronernes håndlangere.
Lyden af Ciudad Juárez er skrigene fra Elisabeth Padilla Paz' mor, da hun får sin 29–årige datter at se liggende hen over en fortovskant. Datteren knæler i en stilling, som drak hun vand fra en bæk, men hænderne hænger livløse ned langs siden, for hun er lige blevet henrettet på klos hold.
— Elisabeth! Elisabeth! Hvorfor har de gjort det mod dig, du som bare var god? skriger moren, hun skriger det om og om igen, lige indtil hun og omgivelserne er tømt for luft, og hun stille segner om på jorden.
Elisabeth Padilla Path er den 19. politibetjent, som er blevet dræbt i narkokrigen i Ciudad Juárez i år. Den nyuddannede enlige mor nåede lige at sende sine tre børn på 9, 11 og 12 år i skole, før morderne slog til. Hun var ubevæbnet og arbejdede forebyggende.
Sidste år smed byens borgmester, José Reyes Ferriz, et halvt tusinde ansatte i det gennemkorrupte politi ud og satte nye rekrutter på skolebænkene. Elisabeth Padilla Paz tilhørte den nye generation, dem der skulle modstå det valg, som kartellerne stiller på spidsen for politi og politikere: ¿Plata o plomo? Sølv(penge) eller bly?
Ved Elisabeth Padilla Paz' begravelse nogle dage senere møder jeg politibetjenten Hernando.
— Vi får besked på at være forsigtige, fordi vi kan blive dræbt når som helst. Men når vi går hjem fra arbejde, skal vi lade våbnene ligge på stationen, siger han.
— Vi kan godt vinde den her krig, men vi har brug for penge. Som det er nu, må vi købe støvler og hjelme af egen lomme. Af og til må vi selv betale for dele til motorcyklerne, olie, kofangere og bremseskiver til patruljebilerne, siger han.
Den dag, Elisabeth Padilla Paz døde, standsede udbetalingerne også. Politiet betaler ingen livsforsikring. Der gives heller ikke penge til uddannelse af faldne betjentes børn.
El Golfo–kartellets egen hær, Los Zetas, består af deserterede elitesoldater med træning fra amerikanske militærakademier. De er udstyrede med hele arsenaler af maskinpistoler, granatkastere, raketter og helikoptere. De optræder ofte i det føderale politis uniformer. Og de får godt betalt. Af og til dukker der hverveplakater op for Los Zetas i Ciudad Juárez, der tilbyder livsforsikring, lægeordninger til familien og tre gange så høj løn som hos politiet.
Kode Z59
De, der beskæftiger sig med døden i Ciudad Juárez, risikerer hurtigt at blive indhentet af den selv.
Vi sidder på en kølig burrito-restaurant i udkanten af byen og venter på kode Z59, politiradioens melding om en henrettelse. Z23 betyder død. Z70: fortsat skydning på gerningsstedet. Z59: henrettelse.
Fotograferne Pepe og Neto læner hovedet mod hver sin radio: Hver aften jagter de apokalypsen gennem byen, og hver køretur ender ved en vejspærring. Længe arbejdede de to sammen med den rutinerede kriminalrapporter Armando Rodriguez, men en morgen i november sluttede samarbejdet tragisk:
Idet Rodriguez satte sig ind i sin bil for at køre sin otte år gamle datter i skole, blev han skudt ihjel. Han var den femte reporter det år. Drabet er ikke blevet opklaret og bliver det næppe heller.
En eftermiddag tidligere på uge så jeg efterforskeren af Rodriguez–drabet ved San Lorenzo–kirken i byens centrum. Pablo Pasillas Fong lå på ryggen foran sin sølvfarvede Renault med 13 skud i kroppen. I juli blev hans forgænger dræbt.
– En til. Ejecutado, henrettet, siger Pepe.
Fotografen rejser sig langsomt. Han kender reglerne. Over politiradioen har kartellernes drabsmænd varslet, at de vil dræbe de fotografer og journalister, som kommer til et gerningssted, mens de selv stadig er der.
På vej til gerningsstedet afbryder politiradioens hektiske summen af musik. Det er en narcocorrido: en narkoballade i form af en tyktflydende harmonikapolka, som hylder El Chapo. Den usårlige. Den modige. Han, der ikke kan fanges. Narkoballaderne er ofte bestillingsarbejder fra narkobaronerne eller lejemorderne og skrives for at varsle et drab. Eller for at fejre en vellykket henrettelse.
En fej djævel
Gerningsstedet er et af de forarmede nabolag i udkanten af Ciudad Juárez, befolket af løsarbejdere, arbejdsløse, dealere, lykkeriddere og vagabonder. Det er en svederem i nakken på et udmattet samfund. Hvert eneste drab her i byen en en skueplads, hvor nysgerrige og naboer stimler sammen og triller barnevognene frem, for at børnene bedre kan se de utildækkede kroppe, der ligger på jorden.
Scenen i la colonia Salvárcar adskiller sig fra de andre. De nysgerrige er blevet jaget bort. Bag bilerne går soldaterne ned i anlægsstilling, maskinpistolernes ladegreb høres som korte græshoppekvæk, retsmedicinernes rustvogn — en vakkelvorn hvid kassebil — står stille. En af de to kroppe, som ligger på gaden, er i live.
For de tilstedeværende i Salvárcar er det en livstruende situation. Los sicarios, kartellernes lejemordere, betragter sig selv som håndværkere og bryder sig ikke om at gå fra et ugjort job. Flere af sygehusene i Ciudad Juárez har nægtet at tage imod hårdt skadede bandemedlemmer, fordi los sicarios trænger ind på operationsstuerne for at gøre det arbejde færdigt, de har påbegyndt. Ambulancer med sårede bliver beskudt eller indhentet og stoppet af morderne.
Så flænges den anspændte stilhed. To skud. De kommer lige i rap fra mindre end 100 meter væk. En påmindelse om, at kartellernes lejemordere aldrig er ret langt borte. Skuddene falder i en bydel, hvor politistyrker med elefanthuer allerede forsøger at sikre det første gerningssted efter et drab.
I en af gaderne, hvor rastløse militærpatruljer netop har skridtet hjørnerne af, ligger nu et ægtepar i 40erne. Drikken fra papbægrene, de købte for nogle minutter siden, vil snart blande sig med blodet fra deres kroppe. Lige så sikkert, som at der snart vil falde nye skud i Ciudad Juárez, er det, at ingen vil få at vide, hvorfor disse to mennesker blev slagtet.
I et eller andet arkiv i byen ligger mapperne med 6.000 uløste drabssager. Kun to—tre procent bliver nogensinde opklaret.
— En mere. Henrettet, råber fotograferne og går over til bilerne.
I Ciudad Juárez siges det, at byen er i Guds hænder, fordi djævelen ikke tør komme hertil.
Undergrundsimperierne
I Washington omtales Ciudad Juárz som Baghdad on the border (, Bagdad ved vores grænse). Narkokrigen er blevet et akut udenrigspolitisk problem for USA. Volden spreder sig over grænsen, og eksperter advarer om, at krigen kan føre til en masseflugt langt mere uhåndterlig end den illegale indvandring.
USA bidrager med 275 millioner danske kroner årligt i kampen mod kartellerne, men i sommers blev dele af midlerne fastfrosset i afventning af, at den mexicanske regering skal formå at standse militærets brud på menneskerettighederne. Hæren har taget kontrollen med Ciudad Juárez, og lederen af delstaten Chihuahuas menneskerettighedskommission, Gustavo de la Rosa, mener, at den går amok.
— Byens civile institutioner er blevet opløst og erstattet af en hær, som systematisk begår brud på menneskerettighederne. Folk bliver tortureret eller forsvinder for altid efter at være blevet taget af militæret. De udsætter uskyldige for simulerede henrettelser. De kan skyde, hvem de vil, uden at spørge. De bryder ind i huse, stjæler og terroriserer folk på samme måde som de kræfter, de skal bekæmpe, siger han.
Mens dødstallene vokser, mener flere og flere, at præsident Calderons strategi for at stoppe kartellerne, er slået fejl. Ingen af de store bosser er blevet taget. Ingen af undergrundsimperiernes finansielle netværk er blevet ødelagt. Eduardo Buscaglia, FN–rådgiver og ekspert i organiseret kriminalitet, har flere gange påpeget, at regeringen først må knuse dem, der beskytter Sinaloa–kartellets penge: et netværk, som sandsynligvis omfatter politikere og mægtige forretningsmænd.
De uafhentede
Ved klitterne syd for byen kommer en varebil lastet med 47 kister kørende på den kommunale kirkegård. Kisterne er lavet af tynde spånplader og indeholder en kvinde og 46 mænd. De er alle blevet skudt, de er alle uidentificerede, og ingen har gjort krav på ligene.
Dette er resterne af dem, der engang var bevæbnede med en ni-millimeter og drømmen om et par smarte støvler, tændingsnøglen til en hurtig motor, villige kvinder og et tilhørsforhold til noget, der var større og mægtigere end både slummen og staten. Nu forsvinder de ned i den porøse jord uden savn og salvende ord.
— Jeg har arbejdet her i 15 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Vi har mere end 10 begravelser dagligt, og ofte kommer kisterne alene, fordi ofrenes familier ikke tør vise sig af frygt for los sicarios, siger kirkegårdsgraveren.
De, som nu forsvinder ned i jorden, er lette at erstatte. I forrige uge udtalte en repræsentant for den mexicanske statsadvokatur, at den økonomiske krise snart vil sende 300.000 unge ind i kartellernes rækker. USAs Drug Enforcement Administration (DEA) antager, at produktion, salg og transport af narkotika beskæftiger omkring 400.000 mennesker i Mexico.
Til sammen kan kartellerne stille med en hær på mere end 100.000 bevæbnede folk. I fjor døde mere end 6.000 mennesker i den mexicanske narkokrig. Det er flere, end USA har mistet i krigen i Irak.
De dødes hvisken
Ciudad Juárez er en by uden sanser. En by uden hørelse og uden syn. Sådan var det, da mere end 400 kvinder forsvandt i 1990erne. De blev voldtaget, dræbt og dumpet i ørkenen, uden at nogen havde hverken set eller hørt noget. Sådan er det, da den kønne teenagepige Gabriela Flores denne tidlige eftermiddag i august spadserer ned ad Calle Coyoacán for at møde sit endeligt. Skuddene kommer fra en bil, som ingen kan huske farven, farten, mærket eller retningen på.
— Jeg så det, men så ikke noget, siger en af naboerne —. For hvis man ser noget, kan man fortælle det. Og så har man et problem, siger han.
De døde kan hviske det, som de levende er bange for at fortælle, plejede en af byens dygtigste retsmedicinere, Dr. Irma Rodrígues, at sige om sit arbejde. Men i Ciudad Juárez kan selv en hvisken være for høj. En dag blev Dr. Rodrígues’ mand og datter ramt af mere end 100 skud fra en AK47. Det var et tilfælde, at hun ikke selv var i bilen.
Efter en uge i Ciudad Juárez føler jeg, at dagene, nætterne, de livløse ansigter, striberne af blod og billederne af de forhutlede gyder begynder at flyde sammen. Det er på tide at rejse væk.
Fotografen og forfatteren Julián Cardona har dokumenteret grusomhederne i Ciudad Juárez i et halvt liv. Idet han skal bringe mig og fotografen over broen, som krydser Río Grande, ringer telefonen. 17 mennesker er blevet skånselsløst henrettet på et afvænningscenter i Ciudad Juárez.
— Den her by er en permanent massakre. Det virker, som om dens eneste produkt er kriminalitet, siger han.
