DE LILLA OG DE RØDE | analyse
Venstrepopulistiske Podemos havde som erklæret mål at overhale socialdemokraterne indenom. Nu har partiet taget til takke med at være juniorpartnere i den spanske regering. Samtidig åbner bevægelsen bag partiet op for en højre flanke, der minder om Italiens 5 Stelle.
"Vi er hverken venstre eller højre," bedyrede bevægelsen i sin vorden. Det lød alarmerende, ligeså irrelevant ventre—højreaksen også efterhånden er i tider, hvor slaget snarere står mellem andre modsætninger.
Det var samme postulat, tredivernes fascister fremsatte. Snart blev det dog klart, at Podemos opfattede sig selv som det yderste venstre, og efter nogle år slugte de den spanske enhedsliste med hud og hår. Også boligbevægelsens parti kaldet kommunarderne blev klistret på valgfællesskabet.
De indignerede
Podemos udspringer af den indignation, der blev feltråbet blandt de unge i det nye prekariat. 2008–krisen slog hårdt i Spanien, og den sociale utilfredshed var stor.
"De indignerede" besatte centrale pladser i landets største byer, og logikken om socialdemokratiet som eneste egentlige alternativ til de konservative stod pludselig i flammer. Podemos opstod ud af dette ungdomsoprør og fandt også støtte hos granvoksne medborgere som fx Madrids aldrende borgmester, den tidligere dommer Manuela Carmena.
Partiet gik sin sejrsgang anført af politologen Pablo Iglesias. De mange underuddannede unge blev anført af stærke teoretikere, som slog ud med armene og ville revolutionere hele molevitten. Højrefløjen fokuserede på hårpragten og kaldte anføreren for la coleta: hestehalen.
Venezuela–konsulent
Højrefløjen var alarmeret. Chefen for det hele havde et nært forhold til regimet i Venezuela, som han rådgav med sin personlige udgave af revolutionær teori.
Folk, der har tabt deres hjerte til bevægelsen, afviser stadig beskyldningerne om dette nære forhold — fx i debattråde hos den britiske erhvervsjournalist Rupert Cooke. Det er ellers forlængst fastslået som et faktum.
Og det mest betændte er måske i virkeligheden ikke, at en ivrig yngre mand vil indføre den bolivariske revolution i metropolen Spanien. Det er nok snarere det forhold, at han har taget sig godt betalt fra et land på vej mod afgrunden, mener en venezuelansk dame, jeg tidligere på året var til middagsselskab med i Viborg.
Eliten
Eliten er fjenden. Så meget har stået klart fra start i bevægelsen, som trækker veksler på en identitetsfaktor, der tidligere i år gav tilbageslag.
Da fik Podemos nemlig sin villa–gate. Pablo Iglesias med frue anskaffede sig en landejendom, som ikke lod "eliten" noget efter.
Messias–skikkelsen i front for den angiveligt flade struktur med de mange fællesmøder var slet ikke så spartansk, som han havde givet det indtryk af. Alligevel lykkedes det Pablo Iglesias at fastholde magten i den evigt stridende bevægelse med de flertydige strukturer, for hans person er subjektsprædikat for Podemos.
Forskydninger
Men Podemos havde i forvejen tabt têten og har måttet nøjes med at sige tak til, da partiet i sommers fik lov at komme i regering som juniorpartner for socialdemokratiet. Magtskiftet i Madrid har giver PSOE vind i sejlene, og socialdemokraterne er på vej frem efter nogle sløje år.
Den sociale utilfredshed er i mellemtiden gået andre steder hen. I Catalonien har den nu til huse hos udkantsnationalismen.
Også den byder på revolutionære muligheder hele vejen hen over venstre—højrespektrummet. Senest forsøgte militante separatister at besætte regionsparlamentet på årsdagen for den forfatningsstridige afstemning for løsrivelse sidste år.
Giftigheder
Den anticatalanistiske oppositionsleder måtte eskorteres væk ad bagvejen med politibeskyttelse. Det syntes unge socialdemokrater i regionen, at Inés Arrimadas helt selv var ude om. "Hun kunne bare være taget hjem noget før," tweetede Enric López.
"Hun skaber sig bare," mente den fremtrædende ungsocialdemokrat om lederen af regionens største parti, de liberale antinationalister. López har gjort udkantsnationalismens teser til sine og skældte den unge kvinde, der lever med politibeskyttelse, ud for at være "giftig".
Revolution
Den faux folkeafstemning sidste år var orkestreret af den borgerligt styrede lokalstat og led i en fejslagen paladsrevolution. De borgerlige i den rige region er presset af korruptionssager og meget uvillige til at give magtens scepter fra sig.
Derfor har vi set det besynderlige scenarium, at BZ–lignende typer i småtteripartiet CUP har været de mest indædte støtter til den undvegne regionschef Carles Puigdemont fra det borgerlige parti, der engang hed Convergència, alt imens han rejser rundt i Europa og sanker støtter hos ligesindede chauvinistiske højrenationalister.
Podemos aner ikke, hvilket ben de skal stå på i Catalonien. Ved regionsvalget lige før jul var sympatisøren David Pequeño som valgkontrollant på valgstedet i Carrer Reina Amalia på god fod med begge de antagonistiske blokke, som ellers stod og skulede til hverandre: separatister og unionister.
Men til hverdag stoler ingen af blokkene på partiet, som forsøger at balancere på en knivsæg mellem idealer og realiteter. De vil så gerne stemme om alting og føler sig forpligtede på udkantsnationalisternes mundsvejr om demokrati. Alligevel har de nok en fornemmelse af, at der er noget galt med catalanisternes chauvinistiske nationalisme.
Den afdankede kommunistleder
Og nu kommer den gamle kommunistleder Julio Anguitas sørme og danner en højrefløj i bevægelsen bag partiet Podemos. Nu skal ikke eliten, men indvandrerne være syndebuk, og der er lagt op til en linje á la Italiens højrepopulistiske 5 Stelle.
Tidens sande strid står nemlig ikke mellem venstre og højre, vurderer juristen Teresa Freixes, som i sin tid mistede sin bror til den baskiske nationalistterror. "Den står mellem totalitære populister og europæistiske demokrater," siger denne ekspert i forfatningsret med en baggrund i kommunistiske PSUC.
