← Back to portfolio

URANGSTEN

Published on

URANGSTEN

Meget af moderskabet går med at undertrykke urangsten: den konstante frygt for, at der skal overgå vores børn noget ondt. Den lurer fra kamphunde og junkier og åbne vinduer. Fra uheld og ulykker, tosser og skidtfolk.

Urangsten hyler og flår i vores hjertestrenge, når vi dejser om af udmattelse, og første gang vi lader babyen ude af sigte, og hver gang vi overlader andre ansvaret for vores børn: for en stund, for en dag eller for et fast forløb.

Urangsten gør det uhørt svært at sende vores børn i vuggestue og i skovbørnehave og på skolekoloni og på lejrtur, på besøg og til overnatning hos andre, skønt vi med kendermine og hård hånd sorterer i, hvem vi tør forlade os på.

Og vi lærer os at undertrykke urangsten. For tog vi den på alvor, skulle vi binde vores børn til vores skørter og ikke vige fra deres side før 18 år senere.

Vi finder måder at fungere på, vi passer vores arbejde og lader barnet gå på opdagelse i verden med os som barnets trygge havn.

Og så kommer velfærdsmareridtet og viser os, at urangsten har sin fulde berettigelse. Det SKAL åbenbart være farligt at sende sit barn i børneinstitution eller nogensinde lade andre passe barnet, så vi kan passe vores arbejde og brødføde barnet.

For de kan hente dit barn direkte i institutionen, hvis de finder det nemmest. De kan fjerne det fra fødegangen. De kan beholde dit barn efter et besøg, for du har jo helt selv ladet barnet flytte ind, synes de.

Længe leve urangsten.

Subscribe to get sent a digest of new articles by Sara Høyrup

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.