I KLEMME
I KLEMME
Andreas Lo prustede besværet og opgav at komme op fra lænestolens dyb. Stolens sider pressede sig ind i kødet, og han var ude af flippen.
Havde hende dersen virkelig blokeret ham på Fjæstidende?! Han, der var så flink og hjælpsom. Han, som så gerne læste med, når hende dersen gjorde sig til grin med sine mange meninger og sin føren sig frem uden for Institutionen. Når nu enhver vidste, at Institutionen skulle fylde alt i livet.
Hende dersen troede rigtigt, at hun var noget. Hun forstod slet ikke, at hun altså var allernederst i det eneste hierarki, der betød noget: det i Institutionen. Og derfra ville hun aldrig komme op. Det skulle han nok sørge for.
Engang havde hun endda været på TV og gå i rette med en politiker. Så sad hun dér og var ekspert. Ikke at politikeren var Andreas Los kop the rent ideologisk, og politikeren vidste intet om debattens emne — men han var afdæmpet og velopdragen. Sådan skulle det være.
Hende dersen derimod! Sad dérinde i skærmen til evig tid og kæftede op helt uden at smile indsmigrende og uden at besinde sig på, at hun var gæst og desuden burde optræde feminint. Ja, helst slet ikke burde optræde.
Hvad bildte hun sig ind?!
Andreas Lo så ofte på det gamle klip. Han sørgede også for at vise det frem, hver gang nye stødte til på det hensygnende hold med bemandingsproblemerne. Så var de advaret. Så vidste de, hvad de skulle mene om hende dersen, allerede før de mødte hende. Og de vidste, at ingen skulle komme for godt i gang, og da slet ikke, hvis de ikke havde arbejdet flere årtier i Institutionen sådan som ham og de andre toneangivende på holdet.
Og nu havde hende dersen forment ham adgang til hendes væg! Det måtte han gøre noget ved.
Så næste gang Andreas Lo sad i Kabinen med hende dersen, stillede han et ultimatum: Hun skulle hilse pænt, hun skulle hilse først, og hun skulle give ham uhildet adgang til det, han kaldte for hendes offentlige persona, og som hun vovede at betragte som sit privatliv.
Men det ville hun mærkeligt nok ikke give ham. Ikke længere. Andreas Lo vidste nok, at det måske havde noget at gøre med, at han havde siddet og vrænget ad hende, sidst de var i Kabinen sammen. Men var det måske ikke hans ret? Hvem var hun at stille krav? Alle vidste, at hun var besværlig, og at han var en sindig type.
Andreas Lo var ikke alene om at være permaknotten på hende dersen, så han talte i første person flertal. Op til flere damer langt over almindelig pensionsalder syntes heller ikke, at hende dersen måtte være der. De var de fleste, så de havde ret.
Hende dersen var ikke spor taknemmelig for alt det gode, den ene ville gøre for alle længere nede i hierarkiet, hvad enten de ville have det eller ej. Og når den anden hvæsede og bandede ad hende dersen i Kabinen, så kunne hun finde på at svare flabet igen!
"Du provokerer os", sagde han. Gudhjælpeme om ikke hende dersen svarede, at så skulle han bare vide, hvad hun mente om dem. Hun kendte virkelig ikke sin plads.
