EN DAG I FÆLLESSKABET
EN DAG I FÆLLESSKABET
"Fuck dig!" spyttede Isa arrigt ud til sin veninde med alt det had, hun følte for den yndige og charmante franskmand.
Isa var sort, skønt det var svært at se. Hendes hud var koparret og hendes kropsholdning ludende. Depressionen hang om hende som en uheldsvanger sky, når hun fuld af livslede bevægede sig rundt i lokalsamfundet på Refshaleøen.
Hendes lange, blakkede genbrugsfrakke bidrog til indtrykket af, at alting ved hende trak tungt mod jorden. Blomsterranken på hendes cykelkurv skulle give indtryk af livfuldhed, men blomsterne var af plastik - og der var ikke kommet nogen kæreste ud af den reklame, som hun som influencer havde lagt ud for en dating-app på uforståeligt dansk.
Isa gik ind og skreg i sin 1V, så det gjaldede på hele platformen. De tunge, fôrede døre var ellers lydtætte, men Isas frustrationer rakte langt.
Hvorfor skulle hende damen i nr. 8 partout bo iblandt dem? De havde det jo så godt ellers i Fællesskabet.
De havde fælles værdier. De havde fælles fitnessredskaber. De havde fælles vaskemaskine. De handlede lokalt og drak i fælled lokale øl på Fællesskabets soldæk, hvorfra de sammen kunne se ud over hele rækken af urbane Fællesskaber.
De holdt fællesmøder styret af Con, hvorfra Isa skrev dygtige referater på den dyre bærbare. De havde to Facebook-grupper og en fælles chat, hvor de i live-tid skulle afrapportere om alle gæster.
Det var jo vigtigt for Fællesskabet ikke at låse døre og cykler. Så kunne damen i nr. 8 ikke bare have alle mulige gæster rendende, som Fællesskabet ikke havde godkendt. Damen havde flere gange haft besøg af en stor flot mand og i flere uger i træk af en lille net dame. Og hun havde undladt at oplyst Fællesskabet om det.
Det var slet ikke sådan, det skulle være i Fællesskabet.
Faktisk havde damen i nr. 8 formastet sig til at forlade chatten, bare fordi Mat havde skrevet, at damens indlæg var sundhedsskadelige for Fællesskabets dialog. Isa havde skyndt sig at sætte hjerte ved, og ingen havde nogen indvendinger. De var altid enige, og det var jo det, der gjorde Fællesskabet til et safe space.
Indtil da havde chatten mest handlet om, om der var nogen, der havde noget rødløg. Nu gik den over til at handle om damen i nr. 8.
Hvordan kunne de få hende væk fra platformen? Hun passede jo ikke ind. Hun svækkede Fællesskabet. Hun gjorde dem utrygge i deres egne hjem.
Noget måtte gøres, og heldigvis havde de Con. Con stod i alle barerne på Reffen og skulle være læge, når han blev stor. Han havde oplyst i fælleschatten, at hans kæreste var blond og målte 1,80. At hun vist egentlig kun målte 1,68, kunne Fællesskabet godt leve med.
Con var en af samejerne, men alligevel beboerrepræsentant. Fællesskabet formulerede i fælled et krav, som ingen behøvede lægge navn til og ingen bagefter ville stå ved - heller ikke Con, som indsendte det på Fællesskabets vegne, skønt han egentlig ikke selv havde nogen beef med damen. Det var som formuleret af Helligånden.
Fra nu af skulle samejerne prescreene nye beboere, krævede Fællesskabet. Ejerne af de 12 1V'er skulle tilsikre, at nye lejere var ligesom alle andre i Fællesskabet, og at situationen med damen i nr. 8 ikke gentog sig. Isa håbede, at samejerne ville forstå et vink med en vognstang.
Naturligvis var alle i Fællesskabet unikke og mega internationale, men de havde fælles, gode, lokale værdier. Og var det måske ikke helt normalt at bestemme, hvem ens naboer skulle være?
Fællesskabet handlede lokalt i Toll Havs Kiosk ti meter nede ad vejen, hvor halvdelen af dem legede, at de arbejdede. Der stod digtsentenser skrevne i marketingtone på stenene rundt om kiosken med dens eklektiske udvalg af alt, hvad en hipster har brug for, men som ingen andre mennesker kan leve af. Udenfor sad man naturligvis på paller.
Her gav Fællesskabet naborabat til sig selv og alle deres mange venner, som beundrede dem for at bo i kollektiv. For man bor vel i kollektiv, hvis man har fælles vaskemaskine?
Isa læste tværkulturelle studier på universitetet og vidste alt om at tage hensyn til andre kulturer. Hun var stolt af, at hun havde gjort det til et punkt på dagsordnen ved fællesmødet, om det var et overgreb at tage andres vaskede vasketøj ud af vaskemaskinen, når man selv skulle til.
Det mente Cho bestemt, at det var, og skønt Isa selv var sort inderst inde og spillede "say it loud, I'm black and I'm proud!" meget højt, var også Cho jo farvet (endda på ydersiden) og derfor med i opløbet om at være Fællesskabets claim to interracialism. Det ville være højst uhøfligt at berøre hans vasketøj, sagde Cho truende og installerede sine mange venner til middag klinet op ad indgangsdøren, så man hverken kunne komme ind eller ud af riggen.
Eller riggeren, som Fællesskabet mente måtte være den korrekte grammatiske bøjning af platformen.
Man skulle tage hensyn til hinandens følelser, vidste Isa. Derfor var det nu blevet umuligt at vaske, for når nogen i Fællesskabet satte en vask over, glemte de alt om den. De var jo alle sammen vant til, at den slags tog tyendet sig af. Blot ikke damen i nr. 8. Det var ikke til at holde ud!
De fleste andre i Fællesskabet læste på Handelshøjskolen og tog lederkurser. Isa var også søndagmorgenyogalærer i lokalområdet, men selv om hun hængte fotos op af sig selv i nopret, brunt bomuldsundertøj overalt, kom der ingen til hendes lokalyoga.
Og hvis de endelig gjorde, så gik de, før timen var slut. De lod bare, som om de havde de rigtige værdier. Kun veninden stod hende bi. Det var ikke til at holde ud. Så stod hun dér alene ude på den offentlige græsplæne med en skønhed, der syntes synd om hende.
Og så hende damen i nr. 8. Hun troede ikke på, at Isa var meget følsom. Damen vidste slet ikke, hvad Isa gik igennem. Hun var måske endda ligeglad.
