VIL EN FORFATNINGSDOMSTOL GARANTERE RETSSIKKERHEDEN?
VIL EN FORFATNINGSDOMSTOL GIVE OS RETSSIKKERHED?
Det forlyder for tiden, at vi mangler en forfatningsdomstol i Danmark. Og det gør vi da. Men kan indførelsen af en sådan rette op på det forhold, at Danmark ikke er en retsstat?
Vi har et tillidssamfund af den slags, hvor vi gladelig lader os bilde ind, at magten vil os det godt – og hvor vi skammes ud, hvis vi begynder at vakle i troen.
Jeg går skam ind for en forfatningsdomstol. Jeg har bare svært ved at se, hvordan den i sig selv kan afhjælpedet strukturelle problem: systemtroen og kammerateriet. Og jeg undrer mig lidt over, at samme parti, der giver den som bannerfører for en forfatningsdomstol, selv sidder med og foretager lovstridige indgreb i familier.
Er det kanhænde sådan, at partiet bare vil sanke stemmer blandt de mange sørgende forældre? Det er et givtigt felt, der bare bliver større og større. Således sad Kåre Traberg Smidt med i socialudvalget og stod samtidig på den finitte liste over advokater, som hovedstadskommunen udstikker forældrene, når de tager vores børn.
Desperationen er enorm – jeg modtog så sent som i nat en selvmordstrussel fra en nedbrudt mor.
Retsstatens raske riddere
Jeg har med egne vantro øjne set Alternativet sidde med ved langbordet i Københavns Kommunes Børn- og Ungeudvalg og blåstemple et indgreb, som ubestrideligt var et traktatbrud mod Spanien og en krænkelse af retten til familieliv. Det var altså ulovligt i helt vanvittig grad – i tillæg til at være et brud på straffelovens paragraffer 215 og 261, som har en strafferamme på 12 års fængsel.
For der er faktisk grænser for det råderum, som den danske socialforsorg har. Således er Danmark forpligtet til at hjembringe børn til deres forældre i udlandet, når de uretmæssigt tilbageholdes i Danmark – ikke bistå og formalisere kidnapningen med en dansk børnesag, som Danmark ikke har magtkompetence til. Og det har Danmark ikke, når barnet er bosat i udlandet.
Men var der så ikke nogen fra de andre partier, som sagde fra? Næh, det var der ikke. Der var heller ingen interesse i partiernes landsledelser. Karina Adsbøl (DF) spurgte på tinge socialminister Astrid Krag til lovligheden i indgrebet og blev spist af med den sædvanlige sang om, at myndighederne aldrig gør noget galt. Den eneste danske EU-politiker, der kerer sig om den hindring for den frie bevægelighed i Europa, som indgrebet udgør, er Pernille Weiss (K).
Hjælpernes hjælpere
Ovre i Børn- og Ungeudvalget ville Troels Christian Jacobsen (Å) helst bruge den knappe tid på at udbrede sig om sine heltegerninger for jobcentrenes ofre. På et møde om et barns skæbne: et barn af en fuldt virksom selvstændig, som var mig.
Jeg forstod for øvrigt heller aldrig, hvorfor der ved møderne i Ankestyrelsen sad repræsentanter med for en fagforening og for en handicapforening. Hvad er det for specialviden, de kan bidrage med, i en sag om mennesker uden handicap og uden lønarbejde?
Disse repræsentanter for folkedybet blev præsenteret som ”medlemmer”, uden at jeg måtte få at vide af hvad. Jeg måtte heller ikke få deres navne, ligesom styrelsens ansatte heller ikke ville præsentere sig. Den ene af disse eksterne ”medlemmer” havde sågar selv en såkaldt ”hjælper” med sig – til et fortroligt møde.
Hjælpersamfundet regner ikke rigtigt nogen af os for kapable i egen ret, og således kan man beskæftige ikke så få mennesker med at hjælpe med at flå vores børn ud af armene på os.
Forkerte ofre
Må jeg godt fortælle min egen historie som belæg for en generel systemkritik? Jeg gør det, fordi ingen andre gør det.
Pressen har haft rigelig tid til at interessere sig for denne retsskandale, som er nem at gå til, og som går hele vejen op igennem systemet. En barnebortførelse,som har mødt international kritik og nu er blevet et EU-anliggende. En børnesag om et barn, der ikke tilhører Danmark, og en mor, som barnets spanske skole og børnelægen kun havde lovord om.
Kort sagt en fremmed fugl af en sag, som ikke desto mindre fremviser stort set alle de elementer, der går galt i de børnesager, som Danmark faktisk har magtkompetence til. Det er lige meget, om vi er det klassiske offer fra socialklasse 5, som alle dage er blevet udsat for hattedamernes indblanding, eller om vi er højkapable professionelle uden socialsager og diagnoser: De opmaler os med klicheer fra samme skuffe og bruger de samme metoder imod os. Og jo mere vi protesterer, jo hårdere slår de til.
Pressen havde her en mulighed for at påvise tydeligere end ingensinde, hvor vidt det danske socialsystem og støttespillerne hos andre myndigheder vil gå for at tage vores børn og gøre dem til statens. Jeg tilbød fuld aktindsigt og stod frem med fulde navn og åsyn. Men pressen gad ikke.
Ofrene skal måske helst være ude af stand til selv at forklare sig for offentligheden? For at få hjælp af den art, der faktisk hjælper, nemlig mediefokus, så skal dermåske være plads til journalisten som helt? Og historien skal kunne skæres over samme kam som alle de andre, for man er vel en lemming.
Som journalist forstår jeg det ikke: at ingen kunne se nyhedsinteressen i en international barnebortførelse med danske myndigheder som medvirkende.
Konsensus-Danmark
En af de mange ting, der fuldkommen forvitrede min egen systemtro, var, at der aldrig var nogen i hele social- og retssystemet, som satte foden ned og sagde, hør stop en halv, vi må jo slet ikke det her.
Heller ikke selv om Spanien straks henvendte sig til det danske socialministerium og krævede mit barn hjembragt til mig i henhold til Haagerkonventionen af 1980 om internationale barnebortførelser. Og heller ikke selv om det spanske justitsministerium derpå mindede Danmarks centralmyndighed om, at det var et traktatbrud på Haagerkonventionen af 1996, at Danmark kørte en børnesag på en familie bosat i Spanien. I landet, hvor mit barn er født, og hvor jeg selv fungerede som journalist for danske medier.
Der hersker simpelthen en fast overbevisning om, at hvis en dansk myndighed gør noget – så er det naturnødvendigt godt og lovligt. Hvad skal der til for at rokke den tro? Og hvordan ændrer vi det forhold, at myndighederne dækker over hverandres fejl og forbrydelser med et kammerateri, der går på tværs af instanserne? Hvordan får vi magtudøverne til at forstå, at nulfejlskulturen ikke bør bestå i at feje fejlene ind under kunstgræsset?
Spil død
Sagsbehandlerne og centercheferne bildte mig ind, at de havde en såkaldt ”formandsbeslutning” fra en lokalpolitiker. Dermed overtog de kontrollen med mit barn og listede barnet ud ad bagdøren. Senere kunne jeg læse i sagsakterne, at de slet ikke havde nogen formandsbeslutning.
Så skrev de vilde historier om, at jeg nok ville bortføre mit barn i fuld fart ned til grænsen. Jeg, der ikke kan føre bil uden at havne i grøften. Og mit barn var stadig mit – dels havde de ingen magtkompetence til indgrebet, og dels manglede de den lille formelle krølle med formandsbeslutningen. Det var dem, der var bortførerne.
Ingen kontaktede nogensinde mit barns far, sådan som Serviceloven foreskriver.
Min første advokat opfordrede mig til bare at give op og give dem mit barn, ”for de gør det alligevel”. Da jeg spillede den lydoptagelse for Berlingske, troede journalisterne, at den advokat var en af socialarbejderne. Og det er altså, hvad forældre nødes til af deres repræsentanter: at spille døde og opgive vores børn. Hvordan mon det føles for børnene, hvis vi gør det? Hvis vi ikke kæmper for alt, hvad vi har kært?
Klageinstanser til pynt
Så fandt jeg en fremragende advokat og gik i Børn- og Ungeudvalget, som er det øvre niveau i hovedstadskommunens børnefjerneri. Så sad jeg dér omringet af socialarbejdere, kommunalpolitikere og såkaldte ”børnesagkyndige”: psykologer, som sælger ud af al fagetik og bræger, som magten betaler dem for.
Jamen så Ankestyrelsen da? Dér sad for den anden ende af det lange ellipsebord en børnepsykiater og diagnosticerede mig midt under mødet: Jeg var uhelbredeligt atypisk og svært forstyrret. Nærmere kunne hun ikke komme det, men det lød jo alvorligt. I dette system fortolkes protester som sindsyge.
Ombudsmanden? Det er arrangeret så snildt, at han intet kan gøre i sager, som er indbragt for domstolene. Borgerrådgiveren da? Han lovede at agere mægler, så ville han ikke alligevel, så satte han en ekstern mægler på, og så ville hun så heller ikke alligevel. Og hvorfor har vi egentlig som borgere brug for instanser til at beskytte os mod statsapparatet? Skal det ikke forestille, at staten er til for vores bedste og ikke for at smadre os?
Dommerne leger med
Jeg var i byretten i flere omgange, jeg var i landsretten, og jeg blev nægtet adgang til Højesteret. Der kørte to spor, fordi hele børnesagen jo altså var ulovlig, så de også lige skulle afhandle det der bøvl med Haagerkonventionerne. De lavede en kluddermor ud af det og erkendte meget sent deres egen inhabilitet. Byrettens egen personalemassør var nemlig arrangør af den oprindelige bortførelse og tjente på få år henved en millioner kroner på mit barn i rollen som "plejemor", fremgår det af sagsakterne. I andre sammenhænge ville man kalde det menneskehandel.
Den helt afgørende retssag afholdt de uden mig. Det var under den første del af pandemien, hvor vi slet ikke måtte forlade vores boliger i Spanien. De afhandlede mit barns skæbne i mit fravær i en hovedforhandling, der tog dem sølle tyve minutter.
Dommere sidder også med som mødeledere i Børn- og Ungeudvalgene. Det kan udvalgsformændene nemlig ikke selv finde ud af – særligt ikke når de møder berusede frem. Dommerne giver det hele et skin af retsstat, men de er skam ikke dommere i den sammenhæng, bedyrer de. Hvad er de der så for?
Deus ex machina
Kan en forfatningsdomstol som en deus ex machina blive garanten for retsstaten? Det ville da være dejligt.
Men hvor vil man sanke de dommere, der dømmer i henhold til lovgivningen, når det er myndigheder, der begår lovbrud? Hvis disse dommere ikke findes i dag, så kræver det mere end endnu et klageorgan at ændre på dette. Det kræver en holdningsændring i systemet og i den offentlige opinion. Det kræver, at vi ikke læner os veltilfredse tilbage, så længe det bare er de andres børn, de tager.
Mere end en forfatningsdomstol trænger vi til et opgør med vores naive systemtro.
