OVEREMPATISK
OVEREMPATISK
Jeg forstod min røv i laser
dengang min mor
sad og tudede i timevis
på en stol i spisestuen
forsvandt med andre mænd
lod sig lukke inde på Nordvang
kørte væk i en snavset hvid bil
Jeg forstod min røv i laser
dengang mit barns far
svigtede sig selv og os alle
og kun modtog besøg
på låste fængselsgange
og i kvarterets værste gader
Jeg forstod min røv i laser
da mit barn blev væk
og pludselig
behandlede mig som fjenden
som Den Onde selv
som verdens værste mor
skønt jeg vidste
at det ikke var sandt
og ikke var rimeligt
Nu
er jeg træt af
at forstå det uforståelige
og acceptere det urimelige
i kærlighedens navn
Nu
er jeg ikke længere på udsalg
