LÅNTE FJER
LÅNTE FJER
Den vandrende Pind klæder sig ud
som godheden selv
og vandrer op og ned ad havegangen
struttende og pruttende
midlertidigt på højkant
og stolt af sig selv
Hun ser sig om til alle sider
for at måle applausen
når Den vandrende Pind
leger mor til andres børn
leger doktor
leger klog
leger magtfuld
før hun kryber videre
gennem mudderet
radbrækket af gammel magtesløshed
og udsigtsløs tomhed
som mit barn skal udbedre
for at være hende tilpas
