I MELLEMTIDEN
I MELLEMTIDEN
Mine mellemtider plejede at være perioder af kedsommelighed: fredstider uden intensitet. Pauser mellem de store begivenheder og det vilde liv. Tider, der er lette at glemme, fordi der ikke rigtigt skete noget. Ligegyldige tider uden lidenskab. Stræk, hvor jeg slikkede mine sår, før jeg gik videre en ny vej en lille smule klogere.
Til tider onde tider og til tider ret beset gode tider. Men mest af alt døde tider. Mellemtider.
Min nye mellemtid er anderledes. Den er min frygtelige mellemtid: en tid, der bare bliver ved og ved. Den minder om varetægtsfængsel og forvaring i isolation. Den har ingen sluttid. Måske varer den evigt: livet ud.
Og det er ikke til at bære.
Min frygtelig mellemtid er en tid uden mening. En tid uden mål, fordi målet fortoner sig og ikke kan opnås med mine vanlige midler: en behjertet indsats uden ophold.
Og der er intet at lære af det, der har udløst denne frygtelige mellemtid: ikke noget, jeg har lyst til at lære i alt fald.
Jeg vil ikke nære mistillid. Jeg vil ikke tro det værste. Jeg vil ikke holde kortene tæt ind til kroppen. Jeg vil ikke leve i frygt.
Jeg nægter. Jeg vil ikke være med. Ikke til den lære. Jeg sidder til halsen i sag. Jeg skuer ud over øde landskaber med sandstorme af løgne. Jeg kan ikke komme væk.
Jeg er strandet i mellemtiden.
