I CHEFKÆLDEREN
I CHEFKÆLDEREN
Ania Vegas bakkede ind i det lille roterende møderum i sin rolle som måske-chef. Hendes gloriøse fremtid som perma-chef før pensionen afhang af, at hun fik styr på situationen. 13 lange år havde hun ventet på at komme til. 13 lange år som ikke-chef med ubetalte chefopgaver. Tre nye rigtig-chefer havde hun måttet se defilere forbi i årenes løb: den ene mere uduelig end den anden.
En af dem havde sågar advaret Institutionen imod at gøre Ania til hendes afløser, og så måtte Ania pænt vente en runde mere, mens Flor i Pluma Heintz satte sine mange meter til rette ovre i cheftårnet og foretog sig absolut ingenting. Til gengæld kunne han vældigt godt lide at høre sig selv tale på sine undergivne ned ad spor, der ikke havde noget med noget at gøre. Nu sad han alene ovre i tårnet og ventede med theen klar og slipset spændt. Han forstod ikke, hvorfor ingen kom frivilligt på besøg.
Ania ville være en proaktiv og dygtig chef. Hun ville indføre et sundt arbejdsmiljø — også selv om hun hævdede, at der ikke var noget som helst galt med arbejdsmiljøet. Det havde hun nemlig helt selv lavet en rundspørge om, og skam få den, som sagde andet. Her på holdet var alle lykkelige som i Bhutan.
Alle undtagen situationen, som sad udenfor og ventede på at komme ind og stå skoleret for fjerde gang i Anias korte vælde. På møde nr. 2, som egentlig skulle have handlet om Anias ansvar for arbejdsmiljøet, havde Ania oplyst situationen, at ingen kunne lide situationen.
Lidet anede Ania, at ingen kunne lide hende heller. Eller måske anede hun det netop og fornemmede gedulgt, at hun kunne score brownie-point på at flyde hadets vej. Hvis det var comme il faut i den indspiste flok af jantedanskhed forklædt som verdensdamer m/k at ride på ryggen af syndebukken, måtte hun hellere ride med, ja helst føre an med højt løftet banner, hvorpå skrevet stod med skiddenbrune bogstaver "DU ER SELV UDE OM DET".
Nu kantede Anias egen chef sig sidevers ind ad døren og stillede sig en stund med armen om den arme Ania Vegas, som var på grådens rand. Sådan stod de så kammeratligt, ja nærmest kærligt, da situationen kom gennem døren. Skidesur var hun, selv om det jo var Ania, det var synd for. Af grunde, som rakte ud over Anias fatteevne, tog situationen det aldrig pænt, når Ania fortalte situationen, hvad situationen følte.
Direktricen for Direktorat ABC var fuld af medfølelse med den pressede Ania, som dybdesukkede og rullede med øjnene ad situationen igennem hele mødet. For det kan jo ikke være let at være måske-chef, når de ansatte, som ikke er rigtigt ansatte men heller ikke er rigtigt daglejere, render rundt og tror, at de har alle mulige rettigheder, og at menneskeledere er til for at lede mennesker og kan formås til at gøre alt det gode, som Institutionen skriver på gule plakater strategisk placeret for foden af rulletrapperne og gemt væk i store, flotte foldere lagt i forkontorer på etager, hvor ingen nogensinde kommer.
Sammen skulle de nok få bugt med situationen. De havde jo været på kursus.
Så direktricen fra Direktorat ABC bistod Ania Vegas med at sende situationen rundt på en karrussel af bortforklaringer ispædet statistikker og gaslys: Her foregik skam ingen udstødelse, og for øvrigt havde situationen ikke krav på noget. Faktisk var udstødelsen situationens egen skyld, og alle var jo enige om, at situationen ikke duede til sit arbejde i Institutionen, mens Ania Vegas per definition var vældigt egnet til det arbejde, hun havde fået måske-tildelt. Direktricen belærte situationen om, at chefer automatisk fortjener de underkastedes respekt, for sad situationen måske ikke dér og protesterede uden ophør? Så respektløst!
Ania havde ved mødets start indskærpet situationen, ligesom hun gjorde det hver gang, at det var strengt forbudt at lydoptage mødet. Det var hemli nemli.
Kulminationen på månedens møde nr. 732 i mødebygningens mindste møderum sprøjtede ud til alle sider, da Ania Vegas fortalte en spændende historie om, at hun en dag havde fundet situationen liggende grædende på gulvet uden for arbejdslokalet midt i arbejdstiden. Det var selvfølgelig aldrig sket, eller det var ikke dét, der var sket. Men det er jo kun skægt at være chef, hvis man kan opfinde sin egen virkelighed og trække den ned over hovedet på andre som en plastikpose uden huller i. Og Ania ville mægtigt gerne være chef.
