I BREDSTÅENDE MED KORSLAGTE ARME | portræt
Nu tager vi magten over diskursen. Nu taler vi om dem, der taler så meget om os. I dag skal vi høre om Tina Ø på Den sociale Døgnvagt.
Stedet, der ifølge sig selv bygger på tillid og dialog. Et sted, hvis leder siger, at det er dem meget om at gøre at have mandat til alt, hvad de gør. Stedet, der skal frelse dig, når du ligger på ryggen som en bænkebider, blafrer med benene og sender SOS til store stat. Men først tager de dit barn.
Tina Ø stiller sig op i bredstående med korslagte arme, da jeg sætter mig i sofaarrangementet som anvist. Hun sætter sig ikke ned over for mig, nej. Hun tårner sig op over mig med brysk mine og de fornuftige sko solidt plantet i jorden med en halv meters afstand imellem.
Og så taler hun ellers uden om, alt hvad hun har lært. Hun har tilkaldt sin unge kollega Amina, som står og ser sød ud. Man skulle jo nødigt være alene med borgeren. Men det er Tina Ø, der styrer skibet. Nøjjj, hvor hun styrer.
Vi har ikke dit barn, bedyrer den stoute dame med det stålgrå hår og tæt på udløbsdato. Hvem vi er, er meget svært at få opklaret: er det Døgnvagten? Eller er det hele socialsystemet?
Det er lørdag den 26.10.19 om eftermiddagen, og jeg er stået op klokken fire om natten i Barcelona for at rejse til Danmark og finde min forsvundne søn. Jeg har været med politiet ude for at finde ham på den privatadresse hos UNICEF–damen, hvor han sidst er set — af politiet.
Jeg må ikke komme med op, siger politiet. Og dér er han ikke længere, påstår politiet, og jeg må ikke selv tage ud og lede efter ham, siger politiet uden at forklare hvorfor. Internt oplyser politiet til hinanden, at nu har de fundet barnet. De fortæller det også til Esbern Møller fra PET, som egentlig ikke har noget med det at gøre, men som en af mine bekendte har formået til at rykke sine kammerater i det almindelige politi lidt i frakkeskøderne: om de dog ikke kunne kigge efter det forsvundne barn.
Politiet skal sidenhen beslutte, at det var helt fjong, at UNICEF–damen holdt mit barn skjult for mig i ugevis, og afvise at forholde sig til min politianmeldelse. UNICEF–damen kan nemlig berette, at ovre i klassen er alle velhaverforældrene blevet enige om, at der er både det ene og det andet galt med mig. UNICEF–damenklager også sin nød over, hvor hårdt det har været for hende, at jeg bare insisterede helt vildt på, at hun skulle sende mit barn hjem til mig. Polisen føler med den arme dame, for i Danmark har socialen overtaget voldsmonopolet, og politiet er blevet til blødende hjerter.
Samme aften ringer arrangøren af mit barns forsvinden anonymt ind til Den sociale Døgnvagt og siger tossede ting som, at jeg får damer til at abortere ved at lede efter mit barn. Det noterer socialdamerne pligtskyldigst, ligesom de senere noterer det uden udtryk for undren, da bortførerne ringer ind og påstår, at nu tager jeg garantrisset tværs gennem landet og bortfører mit barn, tvinger ham ind i en bil, jeg ikke har og ikke ved at føre, og kører i fuld fart mod den tyske grænse.
Min søn kommer også til røret. Tina Ø og kollegerne spørger ham ikke, hvor han er henne og med hvem, og hvordan han har det. Tina Ø og kollegerne alarmerer ikke politiet, nej: Tina Ø og kollegerne giver politiet instrukser om ikke at lede efter mit barn. Og politiet slår hælene sammen og gør honnør.
Tina Ø og kollegerne fortæller mig intet om dette opkald, selv om de har lovet at holde mig orienteret. Der går altså få timer, fra jeg møder frem for at spørge efter min søn, til de hører fra ham.
Og det hører jeg intet om. Jeg læser det meget senere i sagsakterne, som de forsøger at undgå at udlevere til mig. For du har jo nok slet ikke Eboks, som lederen skriver til mig.
Som jeg sidder der i sofaarrangementet med Den sociale Døgnvagts Tina Ø stående over mig som en hævnende gud i grå gevandter, finder jeg på at spørge hende, hvorfor hun er så uvenlig. Tina Ø har svar parat:
"Du er altså meget svær at give omsorg."
Og så smider hun mig ud.
