FRØKEN KØLESKAB | portræt
Min ene bisidder kalder hende for frøken Køleskab. Også dét griner vi lidt ad, opfyldte af afmagt og tristesse. Jeg er oppe imod selve staten, og ingen kan hjælpe mig, hvor gerne de end vil.
Teamleder Karen Frost er en lille tingest med nydeligt hår og upåklagelig fremtoning. Nem at glemme, skønt hun sidder med en stor pose magt og forvalter den, som Fanden læser Biblen. Hun er det pæne menneske, der tager dit barn i bedste mening: ondskabens banalitet i egen figur.
En anden af mine bisiddere rapporterer inde fra teamlederens Facebookside, at der er gabende kedeligt. Det tror jeg gerne. Den bisidder oplever hende som den værste af dem alle. Selv har jeg en fuldkommen forfejlet tillid til hende.
Så jeg taler meget med Karen oppe på BBU City–Øbro. Jeg skriver sms'er med hende. Jeg samarbejder med teamlederen, til min rygsøjle er ved at knække af at bøje mig bagover.
Og hvad gør denne Karen? Hun svigter alle løfter og forsvinder fuldkommen, den dag det gælder. Den dag, de tager mit barn. Så er hun pludslig anderswo engagiert efter at have deltaget aktivt i alle møderne undervejs.
Teamleder Karen Frost er en af dem, jeg har politianmeldt for at bistå bortførerne. Den personlige anmeldelse af de ansatte gjorde BBU C—Ø så beklemt, at afdelingen sendte problemet i form af mit barn videre til afdeling i nabokvarteret Nørrebro-Bispebjerg: Det er jo ét fedt, når vi i forvejen slet ikke har bopælskommune i København og ikke har haft det i årevis.
Begge afdelinger hører under samme juridiske person. Det svarer til at flytte noget, du har stjålet, fra den ene hånd over i den anden.
