FORÆLDREOPDRAGEREN | portræt
Vi kører videre med serien om systemets selvgode skidtfolk. I dag skal vi høre om en af de mange børnesagkyndige, man som barn og som forældre møder på sin vej gennem det slaskede system med al etik kastet over bord.
Hun optrådte i Børn- og Ungeudvalget den 5. november 2019, da udvalget skulle give stangstive Susan ret i hendes formandsbeslutning om at tage mit barn fra mig: en blåstempling, som de havde bildt mig ind, at de allerede havde, for at hindre mig i bare at rejse hjem til Spanien med mit barn. De bildte mig ind, at det ville være en bortførelse. De truede mig altså med fængselsstraf for det, de selv gjorde.
•••
Hun fremstår anorektisk og i permanent forargelsesmodus. Hendes mandlige kollega tør slet ikke sige noget — for tænk, hvis han sagde noget forkert? Så han lægger sig bare tæt op ad anorektikerens vurderinger.
Og hvad har hun da at sige? Jow. Midt under det mange mand store møde vil hun lære mig at være mor på den rigtige måde. Jeg skal forstå, at der findes kun én rigtig måde at opdrage på — og det er hendes.
Jeg sender medlidende en tanke til hendes egne eventuelle børn. Jeg forestiller mig et pinligt rent, permanent overopryddet og sitrende nervøst hjem, der ikke føles som et hjem, men som en straf pådømt af en nådesløs gud.
Jeg må forstå, forklarer hun mig for øjnene af en nikkende forsamling, at man må som mor ikke prøve at kontakte sit barn, når barnet bliver bortført. Det er vold.
Man skal holde familiens økonomiske forhold skjult for barnet. I det hele taget må børn intet vide, før de kommer ud i verden, helst ved socialens hjælp.
Jeg har truet mit barn, hævder den børnesagkyndige. Med sociale repressalier. Sjovt nok er lige netop dét begreb fisket lige ud af skrifterne fra gæt hvem? Groomeren, som satte det hele i værk og instrumentaliserede det altid villige system.
