ARBEJDSRO
ARBEJDSRO
Og så var der Camilla Pedersen hos BBU Nørrebro. Camilla er sat særligt på fem (fem!!!) "svære" sager - altså sager, der er pinlige for forvaltningen. Her skal hun formilde forældrene nok til, at vi indstiller protesterne. Det vigtige er jo, at forvaltningen ikke får en skramme i sit image og ikke pådrager sig erstatningsansvar.
Camilla beder mig om arbejdsro. Jeg skal tie for en tid, så skal hun nok ordne det hele. Jeg tier og venter, men der sker ingenting, og jeg hører ikke fra hende. Og det hele ender med nul og niks tilsat planlægningen af en møderække med "plejemor" om hendes syge forhold til barnet mor.
At kidnapperen med groomingen og de falske anmeldelser undslår sig psykologisk udredning vækker ikke længere bekymring. Ejheller at skolen er bekymret for trivslen efter anbringelse, og at alting sejler ovre i klassen, hvilket fremgår af lærernes desperate udsagn på Aula. Også selv om jeg ikke får lov at deltage i forældremøderne på skolen, hvor de enes om at vende det blinde øje til, når børnene drikker alkohol.
Det bekymrer pludselig heller ikke familieafdelingen, at den ene medgerningsmand, barnets grandonkel, som en anden angrende mafioso eller terrorist i klemme har fortrudt sin medvirken og underrettet insisterende om mistrivsel skabt af anbringelsen. Og ingen løfter et øjenbryn over, at kidnapperen presser sig med til det møde, som underretteren beder om med socialen.
Mens de holder mig væk fra mit barn med alle midler og velvillig hjælp fra kontrolinstanser og socialministerium, politi og domstole, kalder de deres egen møderække med kidnapperen for mægling og konfliktløsning.
Jeg undrer mig til stadighed over, at staten tildeler en moster rollen som den forsmåede far med rettigheder i spandevis. Jeg levede i den vildfarelse, at jeg som voksent menneske har lov at fravælge giftige relationer. Men nej. I det aliberale Danmark er de nære relationer et statsanliggende, som skal forvaltes af fremmede funktionærer med korte uddannelser.
Camilla vil det godt. Camilla græder og løber sin vej under møderne. Jeg er nødt til at trøste Camilla og berolige hende. Camilla er en del af systemet.
Så Camilla siger, at jeg skal udlevere mit barns pas "for at vise ham, at du vil ham". Den lader vi lige stå et øjeblik og blafre. Jeg skal vise mit barn, at jeg vil ham. Er nogen i tvivl om det?
Imens får Camilla indført kontaktforbud. "Det sagde Ankestyrelsen, at vi skulle."
Først dækker Ankestyrelsen altså over socialforvaltningens himmelråbende fejl og kriminelle handlinger. Dernæst går alt i selvsving. Nu er det forvaltningen, som skal please styrelsen og skubbe moren helt ud af barnets liv.
Bare fordi. Ikke fordi der var nogen grund til overhovedet at tage barnet. Ikke at Danmark overhovedet er kompetent til at tage et barn bosat i Spanien. Ene og alene fordi barnets syge moster har instrumentaliseret systemet efter selv at have været offer for det.
Camilla vil have barnet væk fra den syge moster i en fart. Klogt. "Hvis vi får ham hurtigt væk, så behøver vi ikke udrede hende, vel?" siger hun bedende.
Men Camilla kan ikke finde ud af at få barnet væk fra den syge moster. "Vi ved ikke, hvilken lovgivning vi kan bruge til det."
Det er ellers nemt nok: De behøver bare komme i tanker om Haagerkonventionerne. Så opløser alle deres elendige afgørelser sig i den blå luft.
Men så vidt vil de ikke gå. For så skal de jo indrømme, at hele sagen er bluff. Der er intet i sagen, som ikke hidrører oprindeligt fra den syge mosters hævngerrige hjernespind.
Socialforvaltningen i Københavns Kommune kunne også leve op til Serviceloven og sende placeringen hos kidnapperen til kontrol i Børne- og Ungeudvalget. Det har de nægtet at gøre nogensinde.
Camilla er en skuffelse. Camilla er den endegyldigt sidste systemperson, jeg vælger at forære min tillid. For også Camilla svigter min tillid totalt og går i flyverskjul. Imens er forvaltningen bekymret for, om ikke det er alt for hårdt for Camilla at være på sagen om mit barn.//
