PATRIOTISKE JOURNALISTSTUDIER
PATRIOTISKE JOURNALISTSTUDIER
Lektor Tul blev pludselig bange for, at hans studerende sad og optog det krisemøde, han havde indkaldt hende til i kunstmuseets café. Hun var hans ansvar, for ham var det som studieleder, der havde skåret igennem blæveret om, at hun trods sine meritter ikke kunne få en plads. Faktisk havde han set frem til at have en voksen i masterklassen.
Lektor Tul optog selv samtalen for en sikkerheds skyld.
For det var jo gået helt galt. Hans protegé stak ud som en bullen tommelfinger blandt de purunge, formbare studerende fra nær og fjern, der alle var oplærte i nationale narrativer helt fra barnsben af. De to kinesiske studerende var måske nok spioner, men universitetsledelsen bekymrede sig mere om fejlcastingen af den politiske journalist fra Danmark.
Hun beskyldte ham endda for at være nationalist. Han! Han var da fuldkommen neutral! Og progressiv! Bare fordi han havde publiceret i Vilaweb, betød det da ikke, at han havde valgt side.
Den britiske lektor Tul talte for catalanernes ret til selvbestemmelse og syntes, det var en brandgod idé at bryde Spanien op i brudstykker. Det syntes den danske studerende ikke.
Hun mente sågar, at catalanismen var racistisk. Som om det ikke var helt rimeligt at fastholde Catalonien for catalanerne.
Hun insisterede på at indsende opgavebesvarelser skåret til over en antinational læst, der generede universitetsdirektøren såre. Direktøren var jo hentet ind fra det politiske liv og havde repræsentereret Puigdemonts parti i el Parlament før splittelsens tid. Forresten holdt Convergèncias mange blåklædte jakkemænd partimøde i universitets aula i aften.
Det havde intet nyttet, at direktionssekretæren havde forsøgt at forklare den danske studerende, at hun skulle være taksom over, at direktøren tog sig tid til at tale med hende. Måske var det, fordi det, direktøren havde sagt til hende var, at hun var ekskluderet med øjeblikkelig virkning.
Det havde heller ikke nyttet noget, at hele holdet til alt held var på universitetets side. De kendte godt nok ikke forskel på muslimer og islamister, og han var ikke sikker på, at de havde meget at bidrage med som udenrigskorrespondenter.
Men de buhede uden at lærerne reagerede, når deres medstuderende stod oppe ved tavlen med power points om det, hun kaldte for den tåbelige venstrefløj. Bare fordi det yderste venstre havde tilsluttet sig lokalnationalismerne.
Og nu sad hun her og ville have sine penge tilbage. Hun havde sågar skaffet advokat fra det antinationale overdrev. Han måtte nok hellere foreslå ledelsen en mindelig løsning.
Men så skulle hun også love, at hun aldrig ville sige nogen steder, at hun havde studeret på Universitat de Pompeu Fabra.
