UNDSKYLD, KAN DE VISE MIG VEJ TIL RETSSTATEN?
UNDSKYLD, KAN DE VISE MIG VEJ TIL RETSSTATEN?
Hvor blev retsstaten af, når ordensmagten - som i Danmark er den eneste vej til retvis - lukker ned for alle forsøg på at tilfredsstille retsfølelsen ved at stille ansvarlige til ansvar og afskrække fra gentagelseskriminalitet?
Jeg oversætter jo i mit virke hver dag mantraet om, at Vileverienretsstat Vileverienretsstat Javigørså - men gør vi nu også det?
ADGANG FORBUDT TIL DOMSTOLENE
Kort fortalt anmeldte jeg i starten af De onde År alle involverede i bortførelsen af mit barn: også institutionerne. Den anmeldelse afviste Københavns Politi, og så var den ged barberet og den mor nedkæmpet, mente de nok.
For halvandet år siden forsøgte jeg igen - nu med advokat på og målrettet én eneste person:
UNICEF-damen ovre fra klassen, som var den første til at skjule mit barn orkestreret af Ivednokhvem, som forud havde forestået en årelang grooming, komplet med indsmugling af brev på skolekoloni ved hjælp af anden mor fra klassen med opfordring til at løbe hjemmefra som 12-årig.
Hvad skete der så? Jow, det går sådan her for sig, når politiet er dummere, end politiet tillader:
Politiet brugte et helt år på IKKE at afhøre bemeldte dame fra hovedstadens højere middelklasse ansat i en international børnebeskyttelsesorganisation.
Politiet indsendte to gange en tom sag til deres kammersjukker i anklagemyndigheden, som de sidder dør om dør med i en særlig dansk sammenvoksning af de to institutioner.
Anklagemyndigheden sendte begge gange sagen lige tilbage i hovedet på politiet og forklarede dem pædagogisk, at de jo altså skulle afhøre den politianmeldte personage.
SLEMME MOR
Så gjorde politiet modstræbende det og fyldte side efter side med bortførerens bagtalerier af mig og mit moderskab. Mig talte de aldrig med.
Dokumentation fra damen bad de ikke om, og de overvejede ejheller relevansen af alt det ærekrænkende sludder.
En straffesag anlagt af mig mod et af mit barns bortførere blev dermed til endnu en socialsag med mig som den anklagede i en Stalin-style skueproces.
Kein Hexerei, nur Behändigkeit.
Dokumentation af påstandene var ikke påkrævet. Igen trak man en passant ævl om vold af stalden som en besværgelse: uden specificering af voldens art, tid og sted, sådan som enhver politisag fordrer det.
Og som altid uden at anklage mig for den påståede vold, sådan som man burde, hvis man troede på, at det overhovedet var en mulighed, at jeg var voldsudøver.
DET SOCIALE SLUDRECHATOL
Voldsvrøvlet var forresten noget, den afhørte havde fra Den sociale Døgnvagt, som åbenbart ikke har fået memoet om GDPR og databeskyttelse.
Det blev også til sniksnak om, at jeg var for fattig til at være mor ("der blev spinket og sparet", som er en ny variant af groomerens "din mor bruger pengene forkert") og at det også var for galt, at jeg gik på arbejde og tillod mig at lade mit barn have sleep-overs hos sine venner i den forbindelse.
Det var noget, forældrene i klassen ornlit havde snakket om, måtte man forstå på afhørte, der dermed opkastede sig til repræsentant for en anonym flok, der kunne trumfe mit enlige moderskab.
Derudover påstod damen at have en aftale om at have mit barn boende. Det var ikke en aftale, hun havde med mig, og hvem andre end jeg kunne indgå sådanne aftaler om mit dengang 14-årige barn?
Påstanden modsages af det vidne, som jeg faktisk havde en aftale med, idet denne anden mor fra klassen havde inviteret til en sverigestur, der aldrig blev til noget.
ERKENDELSESSAG
UNICEF-damen erkendte forholdet: Hun var stolt af sin gerning og følte, at hun havde undergået megen lidelse i årene, der fulgte, efter at hun fravristede mig mit barn og satte en lavine i gang, som vores familieliv blev begravet under. Evne til empati med mig og mit kunstigt forældreløse barn var ikke at spore.
Til gengæld havde hun meget ondt af sig selv, for jeg var jo både "insisterende" og "intimiderende": Ja da. Jeg ville have mit barn hjem. Og jeg oplyste hende under bortførelsen om strafferammen for at skjule andre folks børn.
Helt uden sans for mit barns glade, trygge og frimodige væsen beskrev hun en forknyt dreng uden at indse, at det var den urimeligt eskalerede situation og ikke mig, der gjorde ham forknyt.
PERSONFORVEKSLING
UNICEF-damen kunne qua sin erkendelse være blevet dømt uden videre for sin barnebortførelse, hvis der var blevet afholdt en retssag; og hvis vi helt hypotetisk forudsætter, at i Danmark følger dommerne loven.
Men politiet ville hellere lege amatørsocialrådgivere og indhentede derfor sagsakter fra deres Herre og Mester og landets egentlige magthaver: socialforvaltningen.
Dér faldt de over min lillesøsters navn, og fra da af rodede de konsekvent rundt i barnets moster og UNICEF-damen. For det er jo meget svært at hitte rede i alle de mennesker.
Meget som dengang jeg skulle oversætte nogle retsakter sydpå, og man ikke kunne kende forskel på de forskellige Mohammad'er fra Pakistan og gav sig til at anklage forkert mand for mord.
RETROAKTIV LOVLIGGØRELSE
Politiet mener altså, at barnebortførelse retroaktivt bliver lovlig, hvis bare man har tilstrækkeligt med grimt at sige om barnets mor og instrumentaliserer de altid friske børnefangere på kommunen. Den var alligevel ny.
Politiet mener åbenbart også, at der findes lovlige måder at bortføre børn, nemlig hvis man besnakker barnet. Vi kan her sende en tanke til ærkefiguren, der lokker med slikposen.
KOMMUNEN SOM BORTFØRER
Meget spændende kunne UNICEF-damen berette at have fået besked af socialforvaltningen i Københavns Kommune på, at mit barn ikke skulle hjem til mig med det planlagte fly.
Flere uger før der faldt en officiel beslutning om en tvangsforsvinden, som de heller ikke havde magtkompetence til, fordi vi slet ikke boede i Danmark, deltog kommunen altså i bruddet på straffelovens paragraf 215 og 261:
Enhver, der bistår børn i at unddrage sig deres forældres omsorg, står til op til 12 års fængsel.
Men i stedet for at fatte, at man hermed kunne udvide anklagen til at omfatte en offentlig aktør, mente politiet nu, at UNICEF-damen havde lov til at gøre, som hun gjorde, helt uden at have dokumenteret sin påstand (som meget vel kan være sand).
ROLLEFORVEKSLING
Politiet forstår heller ikke deres eget begreb "forurettet". Det er mig, der har lagt sag an. Det gør jeg på egne vegne (for min egen, for mit barns og for alle andre børnefamiliers skyld; men ene og alene på egne vegne). Det er derfor mig og ikke mit barn, der i lige netop denne sag er forurettet.
Politiet jagter også mit barn for på ny at bruge ham som menneskeskjold: først med lokkeord om, at hvis han "ikke er så meget for face to face" (man er vel ung med de unge), så kan de da også bare telefonere. Uden et ord om bistandsadvokat.
Derpå skærpes tonen, og man taler nu forblommet om forbrydelser til et purungt menneske uden at gøre klart, at det ikke er min dreng, mistanken er rettet imod.
Man forklarer både mit barn og et vidne, at man har brug for at tale med mit barn "for at kunne lukke sagen". Den tager vi lige igen: Politiet ønsker ikke at kaste lys over sagen, men at lukke ned for den. Mit barn skal bruges til det formål.
Politiet finder også på den finte at instruere samme vidne i at give mit barn besked på at melde sig hos ordensmagten. Men vidner er som bekendt ikke politiets stikirenddrenge.
RETSSTATEN HOLDER LUKKET
Da jeg efter halvandet år omsider får lov at se sagsakterne om min egen sag, har politiet allerede lukket sagen uden at føre den for en dommer og uden at give mig lejlighed til at kommentere deres cirkusforestilling.
Som en krølle på historien minder jeg om, at jeg selv er blevet dømt for ikke at tie stille. Vores alle sammens politi har på bagmandens opfordring stykket en sag sammen om, at jeg som privatperson uden databeskyttelsesansvar har forbrudt mig mod GDPR.
Det har jeg gjort, mente dingdongdommeren i Københavns Byret, ved at påvise kommunalplaceringen af mit barn hos et menneske, som af selvsamme socialforvaltning er blevet jagtet rundt i manegen mistænkt for dårligt moderskab helt frem til hendes eget barns myndighedsalder.
En million skatteskejser fik hun ud af det, fremgår det af de sociale retsakter.
Så nu spørger jeg igen: Undskyld, kan De sige mig, hvor jeg finder retsstaten?
