VED HAVESKELLET
VED HAVESKELLET
Nu var naboens piger igen krøbet igennem hullet i hækken bagest i den velplejede have, selv om han havde sagt til dem flere gange, at de ikke måtte. Hvorfor kunne de ikke bare ringe på fordøren som normale mennesker?
Tvillingernes far sukkede. Som om han ikke havde nok at gøre med at slå græsset og spekulere over, hvad han skulle stille op med sin nervesvage hustru.
Han takkede sin Gud og skaber for, at fruen trods alt ikke var bindegal sådan som pigernes mor.
Forleden havde kvindemennesket forsøgt at lave pomfritter og havde nær brændt hele nabolaget af i den anledning. Han havde måttet gå over og slukke branden, mens tvillingernes storesøster sad i nabosofaen med nabopigerne og så på.
Pigerne plejede at komme over og bytte klistermærker med tvillingerne. De var meget betagede af drengenes legetøj. Havde de måske ikke noget legetøj selv?
Alle vejens børn spillede fodbold ude på den skrånende vejbane. De løb også på rulleskøjter, og nabopigerne vidste ikke, hvordan man bremsede, så de var nødt til at kaste sig ned på asfalten, før de nåede ned på den trafikerede vej nede for enden.
I går havde tvillingerne lært den ældste af nabopigerne at kaste mudder på de forbifarende biler. En af bilisterne troede, det var sten, og jagtede børnene hele vejen op ad villavejen. Nabopigernes far havde givet sin datter en endefuld for øjnene af tvillingerne.
Nabokonen var kommet ind en dag og havde fortalt om, at pigerne blev sat i sengen i deres hvide bomuldsundertøj, når hun og manden havde seksuelt samkvem. Han havde haft sit hyr med at få hende ud af døren igen.
I den øvre ende af villavejen lå stien, der førte over til skolen og Store Henning i den ene side og børnehaven og stationen i den anden. Her huserede en hel sværm af blottere, så andre af naboerne havde klippet håret af deres døtre for at beskytte dem.
Inde hos fru Hansen fik børnene enten småkager eller skældud. Det afhang af, om det gamle ægtepar sad alene, eller om familien for en gangs skyld var på besøg. Hansens grund var det sidste levn fra det gamle sommerhusområde, der var blevet overgroet af den nye forstad.
Hvorfor gik nabopigerne altid i laser og pjalter? Hvorfor kom de aldrig i bad? Han havde hørt, at de var løbet hjemmefra, da deres far omsider lagde planer om at vaske deres lange, filtrede hår.
Hvorfor så de egentlig så forskellige ud de to piger? Havde de overhovedet samme far? Og hvem var deres fædre mon? Også nabokonen løb jo hjemmefra, og hver gang det skete, var naboen som en tordensky.
Naboen havde haft den frækhed at hænge et billede op i sin villa, der hyldede naboens forestilling om sig selv som manden med den frie have og det lykkelige liv, mens tegningen gjorde grin med den rigide have og sidestillede den med det ulykkelige liv.
Som om naboen skulle snakke om ulykke! Den nabo havde ikke noget at lade ham høre!
Nogle gange kom bedstemoren midt om natten for at passe på pigerne. Guderne måtte vide, hvor forældrene var blevet af imens. Når forældrene kom hjem senere på natten, skældte faren sin gamle mor ud for at være kommet.
Han havde også set pigernes mor sidde ret op og ned på familiens blå pindestole og græde i timevis. Det gik han i alt ud fra, for sådan sad hun, da han kom frem til terrassedøren, og sådan sad hun stadig, da han forsøgte igen en rum tid senere.
Det forlød, at nabopigerne forsøgte at opmuntre deres mor med perleplader. De havde vist efterhånden produceret store bunker af dem, uden at noget blev bedre af den grund.
Deres far skulle tage at få hende indlagt.
