BØRN DER BLÆSER FOR VINDEN
BØRN DER BLÆSER FOR VINDEN
Børn er nemme at knuselske. Og det er pærelet at vide, hvad der er bedst for andres børn. Faktisk kan det læres på et kort kursus – man behøver slet ikke alt det bøvl med at tage en årelang uddannelse til socialrådgiver for at blive sagsbehandler. Det kræver heller ikke, at man har menneskelige indsigter, livserfaring og fornuften i behold. Man behøver ikke undersøge og dokumenterefamiliens forhold: Det rækker med at synes.
Socialsystemet behøver heller ikke at have noget bedre at byde på. Hvem kerer sig om, at pædofile selvsagt søger hen, hvor der er uhildet adgang til udsatte børn? Og børn, der er fjernet fra deres forælde – de er helt alene i verden. Dem kan man gøre ved, hvad man lyster. Troværdige kilder beretter ovre fra Folkhemmetom børn bidt ihjel af plejefamiliens kamphunde, mens enlige mødre afpresses af ekskærester til at betale månedlige beløb for at undgå, at eksen indsender falske anmeldelser til det overivrige børneværn.
Og naboens børn og dem ovre i klassen kan enhver jo udtale sig om og gør det gerne. Det kan gøres anonymt og sende en hel familie ned ad den rædselsspækkede vej til stedet med børn uden forældre og forældre uden børn. Og nej: Alle mulige fremmede er ikke børns nye forældre.
Børn til salg
Børn tager sig også godt ud i brochurer om lovinitiativer, hvor de tillidsfulde smiler til dig med åbne ansigter, som skulle de sælges til adoption. Side efter side plastres til med det ordløse argument, der trumfer enhver tvivl: Det er os, der står vagt om børns tarv.
Børns bedste sælger godt, når I går ud med jeres egne børn ved hånden og samler ind til Børns Vilkår, før I går hjem og praler af det på Facebook. Den pensionerede gymnasielærer Sten Jacobsen har kaldt det for moralsk panik, når frygten instrumentaliseres til heksejagt. Selv har jeg beskrevet min oplevelse af en ”aflagt socialdame” og andre magtudøvere i mine Offentlige portrætter.
Børns smerte er et stærkt argument på vægmalerier på Nørrebro, hvor et tynget barn skal frelses fra sine onde forældre, må man forstå. Det er selvsagt ikke dig, men måske er det naboen eller hende kællingen, du ikke kan døje? Du må hellere lave en bekymringsskrivelse. Så har du gjort din borgerpligt.
Blødende hjerter
Ens gode hensigter for de andres børn kan gøre én både rørstrømsk og opgejlet. Meget som i scenerne i Tjenerindens Fortælling, hvor de bedrestillede er grædefærdige over alt det gode, de gør, når de omallokerer børn af uegnede mødre. Først er det Serena Joy og alle de andre damer i det gode selskab, som sanker børn hos de unge mødre. Siden bliver Serena selv reduceret til fødemaskine, og den stenrige Wheeler-familie belærer hende om hendes barns tarv, mens modermælken drypper ubrugt fra brysterne.
Dér, hvor fortolkningsretten er udstyret med rå magt, sker der overgreb. I Danmark synes den såkaldte ”Servicelov” at stå over al anden lovgivning, og politiet har i opdrag at gøre, lige hvad kursisterne på socialcentret nu finder på. Helt uden at overveje, om det er lovligt og i det hele taget en god ide. Også når betjentene tilkaldes som præventive vagter, der kan føre forældrene fluks ud i tvangspsykiatrien, hvis deprotesterer lidt for vigorøst mod bortførelsen af deres børn. For hvilken tosse afleverer ikke godvilligt sine børn til staten?
Ministrene på tinge synes også rørte over egen godhed, når de per TV-skærm oplyser os om, at Danmark er befolket af fordrukne incestudøvere og voldelige stiknarkomaner, som selv tror, at de kan være forældre. Her kommer staten med hele sit magtapparat og hindrer den vildfarelse – og mens I andre ser den anden vej, nedkæmpes børns forældre med en cirkulær narrativ, hvor selve indgrebet i familien begrunder forældrenes uegnethed og børnenes behov for frelse.
Afkoblede børn
Hvad er problemet i at betragte børn som løsrevne individer fuldkommen afkoblede familiens fællesskab?Hvorfor er det fx ikke bare en herlig ting, at den Europæiske Børnegaranti taler om at løfte børn ud af fattigdom uden overhovedet at nævne deres forældre? Det er jo tungt at løfte hele familier, og voksne vejer så meget og mener alt muligt om deres egne liv. Ja, og om deres børns børneliv tillader de sig faktisk også at mene ting og sager.
Sagen er, at man kan ikke løfte børn ud af fattigdom uden at hejse deres forsørgere opad igennem socialklasserne – medmindre altså projektet er at forære de fattiges børn til bedrestillede. Meget ligesom i Gilead. Meget ligesom det halve århundrede med koreanske bortadoptioner, som i disse dage ryster det sydkoreanske samfund, der ellers alle dage har kendt til dem.
I det europæiske samarbejde lyder kun små pip østfra og fra den yderste højre flanke, når børn uden forældre-strategien rulles ud. Resten ruller med øjnene, når der fremføres indvendinger. Kun de meget traditionelt sindede har nogen som helst skrupler ved at lege, at båndet mellem børn og forældre ikke findes, og at hvis det alligevel gør, så skal det skæres over med en rusten sav.
Kom med, lille ven
Og når socialforsorgen lokker børn til sig med materielle løfter (jep, det er en ting – bare spørg de rumænske migranter i Danmark og marokkanskefamilier i Barcelona), så agerer socialforsorgen reelt børnelokker. Eller hundefanger, bare med børn. Og fælden klapper, når først vores børn er gået i den.
Så bliver børnene ikke spyttet ud, før barndommen er slut. Dernæst klandres de så af selvsamme børnefangere for den turbulente barndom, som systemet selv har forårsaget, og erklæres uegnede som forældre. Det er, hvad systemet mener om sine egne løsninger: at systemomsorgen kun kan producere uduelige mennesker, der ikke evner kærlighed og omsorg, og som ikke har en dyt forstand på familieliv.
Allemandsbørn
Når vores børn bliver til fællesskabets samlede kibbutzpulje af børn, er de ikke længere nogens børn. De må klare sig selv uden at være nogens øjesten. De er ikke længere nogens ét og alt – eller rettere: De får kappet alle bånd til de mennesker, der elsker dem af hele deres hjerte.
For nej, kommunerne efterlever ikke deres pligt til at sikre kontakten og arbejde på hjemgivelse. Polititilhold gives også durk ned gennem fuld forældremyndighed.
Vores børn bliver i stedet en opgave. Og der kan tjenes godt med grunker på andre folks børn – særligt hvis man sygeliggør dem. Ordningen med tillæg har indbygget incitamenter til Münchausen by proxy, men reelt kan plejeforældre også bare påstå, at vores børn er en møllesten om halsen. Så rasler det ud af maskinen med friske penge.
Hvem sagde menneskehandel?
Prøv det!
Hvis du synes, at magtapparatet da bare skal komme og hente andre folks børn, så synes jeg, at du skal starte med at aflevere dine egne børn nede på borgercenteret. Socialdamerne m/k kan hurtigt få lavet en formandsbeslutning (eller påstå, at de har en, for hvem tjekker?). De kan snart nok liste dit barn ud ad bagdøren.
Hvis du tror på, at kun børn med frelse behov bliver flået ud af familier, så prøv engang selv at underlægge dig et forløb, hvor sagsbehandlerne ofte ikke er uddannede, cheferne er helt væk fra vinduet, deres jurister er til for at bøje og omgå lov og ret, de såkaldte "børnesagkyndige" har solgt ud af al fagetik, lokalpolitikere sidder med som ligeglade børnefjernere,ingen lytter til dig og ingen tror dig, alle klageinstanser svigter, pressen ikke er til at vække, og dommere dømmer i strid med loven.
Enhver, der ikke tror mig, er velkommen til at kigge med i min verden: Jeg har påvist og dokumenteret grove lovbrud i fuld offentlighed og selvsagt også forelagt dem for ”retsstaten”. Men som advokat Hanne Ziebe ynder at sige det: ”Vi lever i et tillidssamfund, ikke et retssamfund.” Vi stoler på magten, mens dentager alt fra os.
Magtens mekanismer
Jamen-jamen, hvordan kan det dog gå så galt i lykkens eget land?
Det kan det, fordi socialsystemet alene eksisterer for sin egen skyld efterhånden. Og fordi enhver idiot med tiden har regnet ud, hvordan man snildt kan instrumentalisere alarmknapperne mod andre borgere. Og fordi det institutionelle kammerateri fungerer på tværs af alle myndigheder: Alle dækker over hverandre – ikke efter aftale indgået i en cabal-klikes hemmeligesale, men som rygmarvsreaktion. Per overlevelsesinstinkt.
Nulfejlskulturen betyder på godt dansk, at alleansatte ved alle myndigheder er med på at dække over fejl og forbrydelser begået af egne og andre myndigheder. Men hvis du ikke har noget at skjule, skulle du og dine børn snildt klare skærene, ikke sandt? Or not.
Staten elsker ikke dit barn
Vi behøver ikke fortsætte ned ad de totalitære vildveje. Vi kunne i stedet huske på og minde magten om, at kærlige bånd ikke bør brydes, og at institutioner ikke ejer kærlighedens nådegave, og at alle mulige fremmede ikke er dine børns familie.
Det er du.
