VOKSMASKEN
OFFENTLIGE PORTRÆTTER 7 | VOKSMASKEN
Spejlfortællingerne fra socialsystemet fortsætter her: hver dag sin svøbe. DEL GERNE.
Nu er vi nået til BBU City-Øbro, en kommunal murstensbygning på ydre Østerbro. Den er placeret klos op ad en vuggestue, som om nogen har fået den tanke, at hvis ikke de kan skaffe statsguden børneofringer nok fra andet hold, så kan de altid hente nogen dernede.
De kender mig godt på BBU. Engang var der nemlig en anonym anmelder, der havde hørt mig råbe. Så kom jeg til afhøring på socialen, og barnets børnehave måtte redde os med en smuk erklæring om mit gode moderskab.
En anden gang var der en anonym tosse, der forsøgte at bruge sine egne psykiatriske diagnoser på os: Det var den anmeldelses giftige ord, som min søn faldt over, da barnets advokat satte ham til at læse hundredvis af sider med sagsakter alene. Denne bizarre tekstøvelse uden identificeret afsender har socialen fundet frem fem år senere. De vifter med den tidligt og silde hos kontrolinstanser og domstole, som var den et sejrsflag.
De næste tre portrætter handler om personalet i den afdeling af Københavns Socialforvaltning. Det var den, der som "løsning" på den private bortførelse i oktober sidste år tog mit barn på instruks fra Socialministeriet. Denne danske centralmyndighed besluttede nemlig at lade hånt om, at Danmark slet ikke har domskompetence til at fjerne udenlandsk bosatte børn.
•••
Navnet er Lizzie Klidsgaard, og den sagsbehandler får jeg rig anledning til at stirre lamslået på. Vi har jo også "samarbejdet før", som hun siger det. Hun husker bedre end jeg, at hun før har haft mig i sine klør: Jeg er åbenbart mere mindeværdig, end hun er.
Og hun kan jo også sidde og læse i deres arkiver.
Dengang vred og vendte jeg mig skrækslagen. Jeg klamrede mig til mine bisiddere: familierådgiveren, klasserepræsentanten og pædagogen fra fritidsklubben. Jeg frygtede det værste - men det værste kommer først nu. Nu tager de mit barn.
Lizzie minder mig om de foruroligende voksdukker, som jeg så i mine morforældres forstyrrede hjem. Troldedukkerne med det viltre hår havde rynker så dybe, at ansigterne lå som gardinfolder. Troldene var meget gamle. De var med tiden blevet klistrede i teksturen, så de hang fast ved berøring.
Vores alle sammens Lizzie påstår, at hun har haft min far og mig til møde sammen. Det er aldrig sket. Så hvorfor siger hun det? Og hvorfor fastholder hun det i fuld overbevisning om at vide bedre end jeg? Forveksler hun mig med min lillesøster, som så gerne vil være i mit sted og overtage mit moderskab? Eller har også hun en hang til flasken?
Min far er dukket op uden for centerbygningen i løbet af den kolde uge allersidst i oktober 2019, hvor jeg går til møder for at redde mit barn fra at blive slugt af maskinen. Når jeg ikke er til møde, står jeg udenfor og fryser i mit tynde spanske tøj.
Jeg er rejst uden kuffert for ikke at være tynget ned i den situation, der venter mig ved ankomst, og som har meget til fælles med en pludseligt udbrudt krig. En angrebskrig fra en overmægtig fjende: alle statsapparatets tropper med mine elendige slægtninge som perfide generaler på felttog.
Alle min fars ugerninger til trods har jeg kort tid forinden formået at stifte en form for fred med ham. Han er jo min far, min eneste opvækstforælder, for jeg har reelt ingen mor. Han har gjort en enkelt ting, der mindede om en fredshandling og ægte forældrekærlighed. Og jeg ville så gerne lukke den front ned, lige så ivrig han også har været efter at støtte min lillesøster i hendes chikanekampagne siden 2017.
Nu står han og vil være bodyguard for min søns forsvinden.
Jeg hilser overrasket på ham, men indser snart, at han indgår i bortførerslænget. Han, der aldrig evnede at være far for os. Jeg tænder for lydoptageren på telefonen og konfronterer ham med fortiden. Jeg er færdig med at bortforklare hans svigt og overgreb. Det er slut med l'omertà.
Vi råber og skriger ad hinanden i lang tid, uden at centervagten dukker op. Besynderligt eftersom socialen ellers havde så travlt med at bevogte mig, komplet med politibetjente bag kontorbuskene og alarmeret beredskab i tvangspsykiatrien "til at styre mor" den første dag.
Jeg er til sidst så chokeret, at jeg beder det eneste menneske i syne ringe efter politiet. "I kan da bare opføre jer som voksne mennesker," dikterer manden vrangvilligt og smækker bagklappen på sin bil i. Manden emmer af tilfredshed over sit smarte svar, som lægger skylden for hans ligegyldighed tilbage på mig.
Hvorfor er jeg chokeret? Fordi min far vedstår men ikke angrer den ekstreme vold, han udsatte min lillesøster og mig for, når han smadrede vores hoveder sammen. Fordi han vedstår men ikke angrer, at han satte os til at sidde i undertøj ved siden af dem i dobbeltsengen for at se dem bolle. Med et sært glimtende øjne lægger han skylden over på mine spinkle barneskuldre, som stadig er mine: "Du var jo så interesseret ..." Øh, var jeg? I hvad?
Jeg er chokeret, fordi det eneste, han angrer fyrre år senere, er, at han ikke efterlod mig i vejkanten på vej gennem landet. Mig, hans artige og oversamarbejdende barn. Mig, den lille intellektuelle kommunistkopi af ham. Mig, der tog sig af min lillesøster, hvad enten jeg ville eller ej, når han hellere ville pleje karrieren - og det ville han altid hellere.
Til sidst flygter min far på cykel, mens jeg stadig står og råber mine spørgsmål efter ham.
Jeg samarbejder og forhandler for fulde gardiner med socialdamerne. Så jeg fortæller dem også om sammenstødet i en form for nødråb. Lizzies reaktion er forsøget på at stoppe hendes falske erindring ned i halsen på mig.
Men man kan også føre fornuftige korridorsamtaler med Lizzie. Fx om at løse den gordiske knude med mit barns ønske om omgående Danmark med at komme på kostskole. Lizzie har kontakter, og Lizzie har et fint forslag.
Det bliver bare aldrig til noget. Intet af det, vi enes om, bliver nogensinde til noget. Alligevel kan Lizzie ikke forstå, "hvor er den Sara henne, jeg lige har set i pausen?" Hun fløj ud ad vinduet, Lizzie, da du løb fra dit ord. Og det gør Lizzie, fordi de for længst har besluttet at tage mit barn fra mig. De lader bare, som om vi skal samarbejde.
Samarbejde, skønt de slet ikke har nogen kompetence til så meget som at mene noget. Danmark har ikke jurisdiktion over mit barn og mig. Jeg sidder og samarbejder med bortførernes offentlige arm med mine allersidste rester af systemtro. Jeg tror, at jeg kan tale dem til fornuft.
Da barnebortførerne omsider tillader mit barn at komme til møde med mig på socialen, lægger Lizzie en arm rundt om min dreng og holder ham i et fast greb ind til sig, mens jeg desperat forsøger at komme i dialog med ham, omringede som vi er af en hær af systemfolk. Lizzie bliver meget fortørnet, da jeg beder hende slippe taget i min søn: "Jamen, jeg vil jo bare skærme ham." Nå, vil du det. Er det forresten ikke det, der er bisidderens opgave?
Lizzie hænger ind over bordet, når hun taler på mig. Det er bare, fordi jeg har ondt i ryggen, hævder hun, når jeg spørger hende om, hvorfor hun gør det. Jeg har også ondt i ryggen, men jeg lægger mig ikke und lver bordet af den grund.
Lizzie kalder mig for mor. Man må da heller aldrig noget, piver hun, når jeg fastholder, at jeg er ikke hendes mor, så det hedder Sara eller moren. Hun kan slet ikke forstå det, for det strider mod alt, hvad hun har lært på kursus om, hvordan man omtaler borgerne.//
