← Back to portfolio

KUET

Published on

KUET

Pludselig indser jeg
at min manglende sans
for det opportune
det veltilpassede
alt det underforståede
og alle hierarkierne
ikke bare skyldes at jeg aldrig
blev socialiseret hjemmefra

Men lige såvel at jeg
fik nok af at samarbejde
nok af at bøje nakken for overmagten
allerede før den slog

Jeg fik nok af at fedte mig til lidt venlighed
nok af at gå i ét med tapetet
og med stor overbevisning mene
det samme som omgivelserne
for en sikkerheds skyld

Jeg fik nok af at være det artige barn
som min far stadig ærgrer sig over
at han ikke efterlod i vejkanten

Jeg blev træt af at have ondt af min mor
der aldrig var min mor
træt af at have hendes vanvid inde under huden

Jeg blev mig selv
og ikke syv vilde heste
kan få mig til at foregive
at være andet

Jeg ville næppe heller
overbevise nogen

Subscribe to get sent a digest of new articles by Sara Høyrup

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.