← Back to portfolio

KVAKSALVEREN

Published on

OFFENTLIGE PORTRÆTTER 1 | KVAKSALVEREN

Nu starter serien om nogle af de sagsbehandlere og sagkyndige og andet skidtfolk, jeg har mødt på min vej igennem systemet. Jeg fortæller om, hvordan jeg oplevede dem, da de tog mit barn.

De er jo så optagne af, hvordan borgerne FREMSTÅR i mødet med overmagten. Så nu vil jeg beskrive, hvordan de selv fremstår. Jeg er ligeglad med, hvem de i øvrigt er. Systemsygen er strukturel.

Men ansvaret er personligt. Det blev den civiliserede verden enig med sig selv om under Nürnbergprocesserne: Alle har et fuldt og udeleligt ansvar for de overgreb, de deltager i. Både bagmændene og håndlangerne.

Jeg navngiver dem, fordi jeg ikke skylder dem nogen hensyn. Det er vel kun rimeligt at gøre dem til genstand for mit blik og min fortælling, når nu de selv sidder og skriver side op og side ned om mig og mit barn tilsat fuld identifikation i form af CPR-nummer. Deres forvredne historie om mig og om os, som skal stå i statens arkiver til evig tid og hvidvaske det, de har gjort.

Desuden har jeg ikke skrevet under på nogen fortrolighedsklausul. Det er ikke mig, der er på arbejde og skal være professionnel.

I er velkomne til at dele portrætterne vidt og bredt.

OBS at hvert eneste af disse møder er ulovlige. Haagerkonventionerne om beskyttlese af børn mod bortførelse og vilkårlig magtanvendelse i lande uden domskompetence over familien betyder, at ikke ét eneste af disse møder burde have fundet sted. Danmark har ingen jurisdiktion.

Og de ved det godt. Derfor forsøger deres eksterne advokater nu febrilsk at opfinde en fiktiv bopæl i Danmark i tiden op til fjernelsen - efter at de ellers havde skrevet i processkrifterne, at vores bopæl i Spanien var ubestridt.

Lad os starte med Hanne Børner, såkaldt børnesagkyndig psykiater hos Ankestyrelsen. Styrelsen er øverste administrative klageenhed. Den er sidste chance før domstolene for kontrol af socialforvaltningens gerninger. Den går under navnet Blåstemplingscentralen, fordi den næsten altid giver kommunen ret. I hvad som helst.

•••

Hanne sidder helt nede for den anden ende af det meget lange ellipsebord. Bordet står i den moderne bygning med det kolde interiør. Hun sidder og skuler til mig bag sine hinkesten. Hun er dværgagtig og indtørret som et for længst væltet træ.

Hun siger ikke et kvæk. Ingen har fortalt mig, at hun er psykiater, Jeg har ellers spurgt på forhånd om hendes faglighed, men chefjuristen påstod, at han ikke vidste det. Jeg bad ham undersøge det, og jaja det skulle han nok. Men ingen fortæller det til mødet heller, og jeg har rigeligt at gøre med at afæske dem svar på, hvorfor jeg ikke må lave en lydoptagelse af mødet.

Jeg prøver også at regne ud, hvem af alle de fagløse personer til venstre for mig, der agerer lægdommere. Og hvem af dem, der er med som handicaphjælper for en af dem i en endeløs spejling af hjælpersamfundet, hvor ingen kan klare sig selv.

Jeg tænker, at hende skuleren for bordenden må være den påståede børneekspert, som jeg har hørt om: alle familiers skræk. Den ondeste af dem alle. Og selvfølgelig er hun det. Senere hører jeg, at hun har huseret derinde i årtier. Hende og hendes Anders And-navn.

Da jeg er gået, og de omsider får fred for alle mine protester, dikterer hun til referat hos de små jurister, at jeg er "svært forstyrret, omnipotent, atypisk og uhelbredelig".

Hun har simpelthen udredt mig psykiatrisk midt under mit ankemøde, må man forstå. Helt uden at tale med mig. Helt uden at præsentere sig som psykiater. Helt uden at oplyse mig om det. Helt uden at have mig som patient.

Hun har også læst i sagsakterne. Men kun i kommunens egne historier. De er et ekko af barnebortførerens lange sang om, at jeg skal tvangsindlægges, så kidnapperen kan få mit barn (og de penge, der følger med).

Styrelsens børnepsykiater har ikke keret sig om at læse dokumenterne, jeg selv har sendt ind fra fagfolk, der alle som én erklærer mig sund og rask og beskriver en god relation til mit barn.

Jeg er "som beskrevet" (af kommunen vel at mærke), siger børneeksperten, der ville kunne skræmme ethvert barn i alle aldre op i armene på sin mor. Dixit siger damen, og dermed er jeg afhandlet. Kontordagen kan gå videre for styrelsens store flok, der har målt og vejer mig og fundet mig Helt Forkert.//

Subscribe to get sent a digest of new articles by Sara Høyrup

This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.