I BREDSTÅENDE MED KORSLAGTE ARME
OFFENTLIGE PORTRÆTTER 3 | I BREDSTÅENDE MED KORSLAGTE ARME
Nu tager vi magten over diskursen. Nu taler vi om dem, der taler så meget om os - og I må endelig dele. I dag skal vi høre om Tina Ø på Den sociale Døgnvagt.
Stedet, der ifølge sig selv bygger på tillid og dialog. Et sted, hvis leder siger, at det er dem meget om at gøre at have mandat til alt, hvad de gør. Stedet, der skal frelse dig, når du ligger på ryggen som en bænkebider, blafrer med benene og sender SOS til store stat. Men først tager de dit barn.
•••
Tina Ø stiller sig op i bredstående med korslagte arme, da jeg sætter mig i sofaarrangementet som anvist. Hun sætter sig ikke ned over for mig, nej. Hun tårner sig op over mig med brysk mine og de fornuftige sko solidt plantet i jorden med en halv meters afstand imellem.
Og så taler hun ellers uden om, alt hvad hun har lært. Hun har tilkaldt sin unge kollega Amina, som står og ser sød ud. Man skulle jo nødigt være alene med borgeren. Men det er Tina Ø, der styrer skibet. Nøjjj, hvor hun styrer.
Vi har ikke dit barn, bedyrer den stoute dame med det stålgrå hår og tæt på udløbsdato. Hvem vi er, er meget svært at få opklaret: er det Døgnvagten? Eller er det hele socialsystemet?
Det er lørdag den 26.10.19 om eftermiddagen, og jeg er stået op klokken fire om natten i Barcelona for at rejse til Danmark og finde min forsvundne søn. Jeg har været med politiet ude for at finde ham der, hvor han sidst er set - af politiet.
Jeg må ikke komme med op, siger politiet. Og dér er han ikke længere, påstår politiet, og jeg må ikke selv tage ud og lede efter ham, siger politiet uden at forklare hvorfor. Internt oplyser politiet til hinanden, at nu har de fundet barnet.
Samme aften ringer barnebortføreren anonymt ind til DsD og siger tossede ting som, at jeg får damer til at abortere ved at lede efter mit barn. Det noterer socialdamerne pligtskyldigst, ligesom de senere noterer uden udtryk for undren, da bortførerne påstår, at nu kommer jeg nok og bortfører mit barn og kører i fuld fart mod den tyske grænse.
Min søn kommer også til røret. Tina Ø og kollegerne spørger ham ikke, hvor han er henne og med hvem, og hvordan han har det. Tina Ø og kollegerne alarmerer ikke politiet, nej: Tina Ø og kollegerne giver politiet instrukser om IKKE at lede efter mit barn. Og politiet slår hælene sammen og gør honnør.
Tina Ø og kollegerne fortæller mig intet om dette opkald, selv om de har lovet at holde mig orienteret. Der går altså få timer, fra jeg møder frem for at spørge efter min søn, til de hører fra ham.
Og det hører jeg intet om. Jeg læser det meget senere i sagsakterne, som de forsøger at undgå at udlevere til mig. For du har jo nok slet ikke Eboks, som lederen skriver til mig.
Som jeg sidder der i sofaarrangementet med Tina Ø stående over mig som en hævnende gud i grå gevandter, finder jeg på at spørge hende, hvorfor hun er så uvenlig. Tina Ø har svar parat:
"Du er altså meget svær at give omsorg."
Og så smider hun mig ud.//
