DET PLIRRENDE BLIK
OFFENTLIGE PORTRÆTTER 4 | DET PLIRRENDE BLIK
Vi taler videre om det indtryk, systemfolkene gør på os, når de ævler om, hvordan vi fremstår. Og man må meget gerne dele.
Vi er nu nået til barnets advokat, Kristine Schmidt Usterudi. Hun er nemlig en del af systemet.
•••
Kristine dukker hele tiden op. Hun hilser aldrig på mig: Som så mange andre agerer hun, som var jeg Ingen. Og hver gang jeg ser hende, plirrer hun med øjnene, som var hun midt i et epilepsianfald.
Hun virker, som om hun er i permanent opløsning. Hun er en tynd tingest med tyndt hår. En af mine repræsentanter bemærker, at hvis nogen virker abnorm - så er det ikke mig, men hende. Det griner vi lidt ad midt i miseren og afmagten.
Jeg begriber ikke, hvem der kan have valgt Kristine Schmidt Usterudi som mit barns advokat. Min google-ivrige lillesøster, som er sikker på, at hun er ekspert i alle brancher i universet? Min tyranniske bankonkel? Børns Vilkårs aflagte socialdamer? Socialen selv?
Min repræsentant siger, at hun nok bare er valgt blindt fra en liste over advokater, der står til rådighed.
For Kristne Schmidt Usterudi kan jo ingenting. Andet end at ro systemets vej. Hun ved nok, hvilken side hendes brød er smurt på.
Og jeg mener: Selv om hendes rolle tydeligvis ikke er sat i verden for at beskytte mit barn, skulle man jo tro, at alle omkring ham ville prøve at sætte en dygtig jurist på opgaven med at påvise det umulige: Danmarks chauvinistiske eneret til at handle i strid med Haager børnebeskyttelseskonventionen.
På den anden side behøver de jo ingen dygtig advokat til at foregøgle sikring af barnets rettigheder, når alle instanser hele vejen op i Landsretten og Socialminsiteriet giver grøn bølge til socialforvaltningens overgreb helt uafhængigt af den juridiske argumentation.
Kristine Schmidt Usterudis svendestykke er den dag, hun sætter mit barn til at læse alle sagsakterne alene og uden voksenfilter den første weekend i november, mens jeg selv sidder i den anden ende af landet. Jeg græder ned i sagosuppen på min 50 års fødselsdag uden andet selskab end mit barns gamle barnepiger.
De voksne fra vores eget netværk, der passer godt på min dreng den weekend, får besked om, at de slet ikke må vide, hvad det er, de har måttet ned og printe i hundredvis af sider om nede på det lokale bibliotek, fordi min søn (surprise!) ikke har egen Eboks.
I sagsmaterialet kan mit barn læse, at både han og jeg er sindssyge. Han ved, hvor frygteligt sindssyge er. Han har mødt sin skizofrene mormor.
Så går han ud og kaster op. Og omsider betror han sig til de gode mennesker, som den weekend forsøger at undgå det uafvendelige: at systemet sluger ham med Kristine Schmidt Usterudis medvirken.
Et fast slagnummer på alle kontrolniveauer er den om, at jeg sender min søn "voldsomme sms'er hver dag". Vel gør jeg ej.
Jeg sender ham i starten nogle whatsapp-beskeder, hvor jeg advarer ham imod at lade sig opsluge af systemet. Jeg forklarer ham om systemets mekanismer og steder. Jeg forsøger at drage omsorg for ham på distancen, mens maskinen begynder at flå og rive i ham.
Disse beskeder sendt EFTER bortførelsen skal tjene som belæg for tvangsfjernelsen som forlængelse, hvidvaskning, blåstempling og eviggørelse af bortførelsen. Tvangsfjernet grundet angivelig hyppighed af nogle beskeder, som ved snedig brug af sproget skal forestille at være en voldsudøvelse ...
Barnets advokat er en af dem, der trutter løs om onde sms'er, hver gang hun giver møde. Hun kan ikke rigtigt finde på andet.
I Ankestyrelsen afbryder jeg hende, da hun begynder på den samme gamle sang. Jeg beder hende dokumentere sine påstande og sige noget, der lyder lidt af jura. Hun er lige ved at gå i stykker af det. Forargelsen er stor hele ellipsebordet rundt. Totalt udansk sådan at afbryde!
Hun tør slet ikke se på mig, når hun fremlægger sine underlige belæg for, at socialforvaltningen gør det helt rigtige. Og hun drejer næsten halsen af led for at se væk, når jeg ser fast på hende, mens jeg selv forklarer, hvor langt ude i skoven deres fjernelsesprojekt er.
Man kan som advokat tjene masser af dejlige grunker på børns ulykke. Men ikke ved at sige systemet imod. Det ved Kristine Schmidt Usterudi helt intuitivt. Hun er systemets dame. Hun er intet i sig selv. Og hun må være en virkelig rædderlig mor.//
